Vejledning i at oprette et CV
Når du skal oprette dit CV på jobnet.dk, er det vigtigt, du udfylder felterne korrekt, og at du anfører så mange oplysninger om dig selv som muligt. Du skal blot følge guiden på jobnet.dk. Vi vil dog lige fremhæve et par enkelte oplysninger, som er vigtige i forhold til a-kassen.
Personlige oplysninger
Når du opretter dine personlige oplysninger, vil de i første omgang være markeret med ”vises ikke”. Det betyder, at oplysningerne er skjult for arbejdsgivere. Du kan vælge at gøre oplysningerne synlige ved at fjerne fluebenet, der markerer, at oplysningerne ikke vises. Det er dit valg, om oplysningerne skal vises, men du skal som minimum vise tlf.nr. og postnr. Du skal dog være opmærksom på, at det er lettere for arbejdsgivere at komme i kontakt med dig hurtigt, hvis de også kan se din e-mailadresse.
Jeg søger job som
Her skal du registrere de fagområder, du søger arbejde indenfor. Du skal også angive, hvilke arbejdsopgaver du kan udføre indenfor de stillingsbetegnelser, du registrerer. De fagområder, som du har anført under punkterne ”Erhvervserfaring” og ”Uddannelser” skal oprettes som erhvervsønsker. Dette skyldes, at du har pligt til at påtage dig arbejde, som du kan varetage. Du skal som minimum søge arbejde inden for 2 forskellige fagområder, heraf skal mindst et være med gode beskæftigelsesmuligheder. Dette vil blive angivet med en grøn landsdel. Der skal være tale om arbejde, som du kan varetage, eventuelt med en kort oplæring.
Ansættelsesvilkår
Som ledig skal du med det samme kunne påtage dig alt arbejde på almindelige ansættelsesvilkår, og du skal registrere, at du kan starte med det samme. Undlad i øvrigt at anføre nogle særlige vilkår under dette punkt.