Mere information om faglig bistand
Hjælp efter 2 måneder
Hvis du ikke forud for medlemskabet i Det Faglige Hus har været medlem af en anden fagforening, har du ret til faglig hjælp hos os, når du har været medlem af fagforeningen i 2 måneder. Det er ydermere et krav, at sagen ikke er opstået under eller forud for de første to måneders medlemskab. Dog er arbejdsulykker, hvorved der forstås en pludseligt opstået skade, undtaget fra kravet om 2 måneders medlemskab.
Hjælp med det samme
Er du blevet medlem hos os direkte i forlængelse af et medlemskab af en anden fagforening, har du ret til faglig bistand fra den dag, du er overflyttet, såfremt du sammenlagt har 2 måneders anciennitet. Vi kan som hovedregel ikke overtage sagsbehandlingen, hvad angår sager, du har kørt i din tidligere fagforening, hvad enten sagen er afsluttet eller ej.
Manglende anciennitet
Medlemmer, som ikke har den fornødne anciennitet, er udelukkende berettiget til hjælp via Faglig hotline i form af kort, telefonisk rådgivning.
Særligt - hvis du er under uddannelse
I uddannelsesperioden har du som alle andre medlemmer ret til faglig hjælp i forhold, der vedrører dine studier. Desuden yder vi hjælp af arbejdsretlig karakter, hvis du får problemer i dit fritidsjob. Jobbet må dog ikke udgøre mere end højst 10 timer om ugen. Relaterer jobbet til dine studier, er der dog ingen timebegrænsning. Ønsker du fuld service, mens du er under uddannelse, skal du indmelde dig som fuldt betalende medlem til 69 kr. om måneden. Læs mere om reglerne for optagelse af studerende her.
Hjælp til lønmodtagere
Du skal være i job som lønmodtager for at have ret til faglig bistand. Det vil sige, at vi ikke hjælper fx selvstændige og direktører (med mindre de har aftalt lønmodtagervilkår). Et medlem som er delvist selvstændigt er udelukkende berettiget til hjælp med den del, hvor han/hun er lønmodtager.
Kontingentbetaling
For at få faglig hjælp er det afgørende, at medlemskabet er opretholdt i hele forløbet, og at du dermed betaler kontingent løbende.
Overdragelse af sager fra anden part
Vi overtager ikke sager, hvor du tidligere har været repræsenteret af en anden fagforening, advokat eller anden rådgiver. Ved repræsenteret forstås, at en anden part har varetaget dine interesser og været i dialog med modparten. Det er derimod ikke et problem, hvis du kun har søgt rådgivning eller selv har forsøgt at løse problemerne
Andre parter
Når vi fører en sag, må du ikke videregive sagsoplysninger eller føre sagen sideløbende i andre instanser.
Sprog
Vi vejleder mundtligt og skriftligt på dansk, engelsk og tysk. Vi vil som hovedregel også kunne forstå svensk. Vi yder ikke tolkebistand vedrørende øvrige sprog, og det er derfor dit ansvar at sørge for en tolk, hvis der er behov for det.
Dansk ret
Vi hjælper kun med sager vedrørende dansk ret. Vi kan ikke hjælpe, hvis retsgrundlaget er et andet lands herunder Grønland og Færøerne. Det vil sige, at vi ikke kan være behjælpelige med problemer, som er opstået på baggrund af fx svensk, tysk eller grønlandsk ret. Ved udstationeringer er det ofte aftalt, at dansk ret finder anvendelse. I disse situationer hjælper vi naturligvis.
Fagligt lån
Såfremt den faglige sag vedrører din arbejdsgivers konkurs, fører vi sagen ved Lønmodtagernes Garantifond (LG). Forventer vi, at LG vil dække kravet, kan du få et fagligt lån i sagsbehandlingstiden, der godt kan være meget lang hos LG. Dermed oplever du ikke noget videre indtægtstab eller lønforskydning. Vi yder dog kun lån, såfremt vi er sikre på, at du kan få dækning via LG - der kan f.eks. opstå tvivl herom, såfremt du er med i bestyrelsen eller er medejer af firmaet. Du har i øvrigt pligt til at være aktivt jobsøgende i opsigelsesperioden.
Strejkegodtgørelse
Såfremt du ufrivilligt bliver part i en lovlig arbejdsnedlæggelse (strejke eller lockout), udbetaler vi strejkegodtgørelse svarende til dagpengesatsen, såfremt du i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Du kan læse mere her.
Sager vedr. skat
Vi yder kun overordnet generel rådgivning vedrørende skattespørgsmål. Dog går vi aktivt ind i skattesagerne, når uoverensstemmelsen skyldes din arbejdsgivers forkerte indberetninger og lignende.
Akkordaftaler, behandlinger m.m.
Vi yder ikke hjælp til opmåling af akkordaftaler, psykologbehandlinger, coaching o. lign.
Straffesager
Vi er ikke behjælpelige med straffesager. Heller ikke selvom forseelsen er begået i forbindelse med arbejdet. Vi opfordrer dig i den forbindelse til at anmode om en beskikket forsvarer. Vi er imidlertid behjælpelige med sager om de eventuelle ansættelsesmæssige konsekvenser af en straffesag. Her kan vi henvise til vores aftale med Adacta Advokaterne
Oplysninger
For at vi kan hjælpe dig bedst muligt, er det vigtigt, at du kommer med alle korrekte og relevante oplysninger til sagen.
Få svar på dine spørgsmål på Faglig hotline
Du kan ringe direkte til Faglig hotline på tlf. 7610 9304. Faglig hotline er åben mandag - torsdag kl. 8-18 og fredag kl. 8-16. Du kan også maile dine spørgsmål til Faglig hotline på faglighotline@detfagligehus.dk.