Nye overenskomster vedtaget
Medarbejderne inden for industrien har netop vedtaget en ny overenskomst for de næste to år. Der kommer lidt ekstra i både lønnings- og fridagsposen, og så indføres der en ny fratrædelsesaftale.
Lønmodtagerne har med 60 procent af stemmerne vedtaget et forslag til en ny to-årig industrioverenskomst. Overenskomsten er samtidig toneangivende for en stribe andre overenskomster, så resultatet betyder, at der reelt vil være ro på arbejdsmarkedet i denne omgang.
Rigtig mange medlemmer i Det Faglige Hus er også omfattet af denne overenskomst, og de kan over de næste to år se frem til en forhøjelse af mindstelønnen på 2,85 kroner i timen for voksne, 1,65 for unge under 18 år. Lærlinge og elever får hævet lønsatsen med 4,5 % over to år.
Øget tryghed i ansættelsen har været en af overskrifterne efter nogle år, hvor byggefagene har følt sig klemt af arbejdskraft fra især Tyskland og Polen, ligesom et stort antal danske arbejdspladser er nedlagt, fordi produktionen er flyttet til andre og billigere lande.
Det lykkedes ikke at få indført en spærrebom for udenlandsk arbejdskraft, men der er enighed om at øge samarbejdet om at modvirke social dumping. Desuden er der fra 1. maj i år indført en fratrædelsesgodtgørelse ud over dagpengene efter tre år, som stiger ved hhv. seks år og otte års ansættelse.
Overenskomsten rummer også lidt mere fritid. Grundlovsdag vil fremover være en hel fridag også for funktionærer, og fra 1. marts næste år udvides barselsorloven med en uge til moderen og en uge til faderen.
Folk på skiftehold kan se frem til stigninger på deres tillæg, og de kan desuden spare 40 procent af deres skifteholdstillæg op og afvikle dem som fridage, og er man på natarbejde, skal man tilbydes en gratis helbredskontrol hvert andet år.