Nye initiativer skal gøre det lettere at være ledig
De nye initiativer, der har betydning for dig som medlem af en a-kasse:
- Ledige skal ikke længere møde op til samtaler i jobcentret, i aktivering eller sende et bestemt antal ansøgninger, hvis de inden for fire uger starter i et nyt job, skal på barsel, efterløn eller pension.
- Ledige skal fremover blot syge og raskmelde sig et sted – nemlig på nettet.
- Ferie skal fremover kun meldes et sted – nemlig på nettet
- CV´et der skal udfyldes på jobnet.dk bliver enklere og mere brugervenligt
- Ledige skal kunne kommunikere elektronisk med deres jobcenter, fx booke samtaler og følge deres sag på jobnet.dk
- For selvstændige bliver det nemmere, hvis deres medhjælpende ægtefælle ønsker at stoppe i virksomheden og modtage dagpenge eller på gå efterløn.
- Sygemeldte ledige skal ikke længere deltage i sygesamtaler i a-kasserne
- Overflytning af medlemmer mellem a-kasserne bliver lettere
- Reglerne om konsekvenserne ved udeblivelse fra samtaler bliver forenklet
- Ordningen om 6 ugers selvvalgt uddannelse bliver forenklet
- Kravet om, at man skal have arbejde for at blive optaget i en a-kasse bliver fjernet
- A-kassen udbetaler fremover sygedagpenge til ledige med sygdomsperioder på op til 2 uger.
Der er udelukkende tale om initiativer. Det betyder, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen ændringer for dig som ledig.
Det Faglige Hus glæder sig meget over de nye vinde, der blæser i Beskæftigelsesministeriet og håber på, at initiativerne inden længe bliver til konkrete lovforslag og efterfølgende lovændringer. Initiativerne bløder op på mange af de områder, som vores ledige virkeligt har svært ved at se fornuften i. Blandt andet reglerne om, at de skal komme til samtale flere steder, når de er syge og reglerne om, at man skal ringe 3 forskellige steder hen for at raskmelde sig, virker både uforholdsmæssigt besværlige og som noget, der tilhører en fjern fortid, hvor internettet ikke eksisterede.
Hvis du har lyst til at læse mere om initiativerne fra Beskæftigelsesministeriet kan du se notatet 12. januar 2011 her.