Det Faglige Hus er attraktiv for unge
Af de ca. 190 medarbejdere i Det Faglige Hus er 20% under 30 år og 45% er under 40 år. Så det ser aldersmæssigt rigtig godt ud.
Vi har ingen problemer med at få nye medarbejdere. Vi har netop ansat kontorelever på hovedkontoret i Esbjerg, og havde slet ingen problemer med rekruttere. Faktisk stod vi i den situation, at der var rigtig mange kvalificerede at vælge imellem.
Vi stræber konstant efter at tiltrække "unge uslebne diamanter", som både vi kan være med til at præge, men som omvendt også har en enorm indflydelse på, at vores arbejdsplads er under konstant udvikling.
Når det så er sagt, er det væsentligt for os, at medarbejderne på vores arbejdsplads, afspejler samfundet som sådan. Det gælder både alder, køn, uddannelse m.m. Derfor har vi også en del seniorer på 55 år og derover ansat, og har faktisk for nylig indført en seniorordning, hvor vi med tilbud om nedsat arbejdstid og andre fordele gør hvad vi kan, for at holde på de ældre medarbejdere.
Generelt er det i dagens Danmark et krav, at ansættelsesvilkårene og karrieremuligheder skal være attraktive, hvis man vil tiltrække medarbejdere - ikke mindst yngre medarbejdere. På dette område er vi meget innovative, og har en unik personalepolitik både på de bløde områder - udvikling, samarbejde, frihed m.m. og på de mere hardcore områder, såsom løn, pension o. lign.
Herudover så er vi en virksomhed i udvikling, der nok gør og tænker lidt anderledes end den øvrige fagbevægelse, hvilket i sig selv nok er medvirkende til, at vi er en attraktiv arbejdsplads.