Det Faglige Hus i dialog med islandsk fagforening
Reykjavik-afdelingen i den næststørste fagforening under LO i Island udveksler erfaringer med Det Faglige Hus. En 25 mand stor delegation har været i Esbjerg, og om kort tid er der genvisit i Reykjavik.
Mens både dansk LO og dets medlemsforbund kategorisk afviser enhver dialog med Det Faglige Hus, oplever den fremstormende fagforening og a--kasse en helt anden imødekommenhed på Island. Det Faglige Hus har allerede haft besøg af en 25 mand stor delegation fra VR, Islands næststørste forbund, og om to uger er det tid til et gensyn i Reykjavik.
Det Faglige Hus har 65.000 medlemmer i henholdsvis fagforeninger og a-kasse. Det er en stigning på 40.000 medlemmer alene inden for 4 år, og medlemstilgangen i årets første syv måneder lover for, at udviklingen fortsætter. VR, der organiserer 30.000 ansatte inden for den private handels- og kontorsektor i Reykjavik, er en afdeling i den næststørste af i alt 8 fagforeninger under det islandske LO.
- Der har i kraft af LO-medlemskabet været et samarbejde med HK i Danmark, men vi har hæftet os ved HK´s fald i medlemstallet. Tilsvarende har Det Faglige Hus haft en stærk fremgang. Vi er derfor meget interesserede i at høre, hvordan de optimerer driften og holder kontingentet på et så lavt niveau, siger formanden for VR, Gunnar Páll Pálsson.
Job inden for handel og kontor i den private sektor i Island er delvis et lavtlønsområde, og VR har derfor haft blik for ikke bare at holde kontingentet i ro, men også at få det sænket.
- Vi satte faktisk kontingentet ned sidste år, og det ser ud som om, at indtægtsnedgangen nu opvejes af tilgang af medlemmer, så måske fortsætter vi i samme spor. Hos det Faglige Hus fik vi bekræftet, at man sagtens kan have både et lavt kontingent og en flot organisation med et højt fagligt niveau og stor juridisk ekspertise, siger Gunnar Páll Pálsson.
Han ser heller ingen politiske modsætningsforhold mellem VR og Det Faglige Hus. Sidstnævnte har flere gange lagt op til et samarbejde med LO, der dog konsekvent har afvist frieriet:
- Den islandske fagbevægelse blander sig som sådan ikke i landspolitik. Der er en historisk forbindelse mellem LO og venstrepartierne, men VRs medlemmer har traditionelt stemt mere borgerligt, forklarer Pálsson.
Landsformand i Det Faglige Hus, Johnny Nim, er glad for, at andre kan gøre brug af organisationens erfaringer med effektivitet og prisbevidsthed. Han er sikker på, at danske LO-forbund også kunne bremse deres medlemstilbagegang, hvis de ligesom islændingene var parate til at skære overflødigt fedt bort og sænke kontingenterne.
Johnny Nim ser frem til, at han sammen med administrationschef Brian Elsted Hansen og juridisk chef Claus Vang Madsen om to uger drager på genvisit i Reykjavik.
- Jeg tror, at det er sundt at opleve et arbejdsmarked, hvor lønvilkårene er anderledes lavere end hos os og i et land, hvor leveomkostningerne er større. Jeg er også overbevist om, at vi kan få ideer med hjem. VR er sammenlignet med danske forbund meget mere involveret i syge- og feriefonde, og fagforeningen driver sammen med arbejdsgiverne Islands næststørste pensionsfond.
- Noget sådant er ikke lige omkring hjørnet, men som serviceorganisation skal vi konstant have fornemmelse for lønmodtagernes ønsker, så "varerne" ligger på hylden, så snart de efterspørger dem, siger Johnny Nim.