Stop spot og hån - Lad os samarbejde om fælles medlemmer

Rigtig eller forkert, rød eller gul... - den danske fagbevægelse har mange navne, hvilket den samlede danske presse har skrevet meget om den seneste tid. Men sådan behøver det ikke være. Som udgangspunkt er vores mission den samme - nemlig at forbedre løn- og ansættelsesvilkårene for de danske lønmodtagere. Derfor er det også både særdeles foruroligende og provokerende, når LO med opbakning fra DSU udpeger sig selv som enevældig.

LO har ikke monopol på landets lønmodtagere, og det er da højst besynderligt, hvorfor i alverden de føler sig hævet over alle andre - herunder også over de lønmodtagere, som vi i fællesskab repræsenterer. Sådan udtaler Johnny Nim, landsformand i Det Faglige Hus.

Vi vil opfordre LO med Harald Børsting i spidsen til at tage skyklapperne af og finde forbindelsen til jorden anno 2008. For meget er sket, siden fagbevægelsen så dagens lys i tidernes morgen - dengang hvor der unægtelig blev kæmpet mange beundringsværdige kampe og vundet mange sejre, som har gavnet lønmodtagernes løn- og ansættelsesvilkår.

Med den stigende velstand og lighed har samfundet imidlertid forandret sig, og lønmodtagerne er i stigende grad kendetegnet mere som individualister end som en gruppe i fælles kamp. Denne kendsgerning nytter dette ikke noget at ignorere. Det er vigtigt, at vi som fagbevægelse forholder os til hertil, hvad enten vi er karakteriseret som røde eller gule.

I Det Faglige Hus har vi for længst indset, hvilken vej lønmodtagerne bevæger sig. Og vi har indrettet vores forbund efter det. Vi udbyder traditionelle faglige serviceydelser til vores næsten 70.000 medlemmer på en måde og til en pris, som de finder attraktiv. Det er jo almindelig sund forretningssans, udtaler Johnny Nim.

Vi vil meget gerne samarbejde med LO omkring overenskomster. Faktisk har vi adskillige gange efterlyst en invitation. For fakta er jo, at en lang række af "deres" medlemmer har valgt os i stedet for dem. Derfor er det kun rimeligt, at vi også er med til at sætte dagsordenen og bære byrden i forhold til overenskomsterne. Vi er fuldt ud rustede til denne opgave, både hvad angår økonomiske ressourcer og den krævede knowhow. Vi har både statistikere, matematikere og forhandlere til rådighed, der kan varetage denne opgave. Medarbejdere, der alle er valgt på baggrund af deres viden og indsigt, i modsætning til beslutningstagerne i LO-fagbevægelsen, som i vid udstrækning udelukkende er valgt og ansat på baggrund af deres politiske standpunkt.

Der er mere fremtid i et konstruktivt samarbejde frem for den spot og hån, som vi bliver mødt med i øjeblikket. Hold op med at skælde os ud - indse at vi er kommet for at blive, fordi lønmodtagerne og dermed demokratiet ønsker det sådan. Hvis I gør det, åbner der sig virkelig muligheder og udvikling til gavn for vores fælles medlemmer.

- Vi bliver ved med at drive fagforening på vores måde. Det kan LO lige så godt sande nu som senere. Lad os blive en samarbejds-partner nu for alle parters skyld - lønmodtagernes, LOs og vores egen. Den danske model er en levende model under udvikling. Vi er allerede en del af denne model, fordi lønmodtagerne har valgt os. Så lad os komme med ved forhand-lingsbordet. Tiden er i allerhøjeste grad inde til det.

Appel til LO fra Johnny Nim i Det Faglige Hus

Det Faglige Hus - D. Lauritzensvej 14 - Postboks 512 - 6701 Esbjerg - Telefon 7545 3577 - info@detfagligehus.dk

facebook trustpilot