Utraditionelt samarbejde mellem to konkurrenter

Et utraditionelt samarbejde mellem Det Faglige Hus og Kristelig Fagbevægelse er nu en realitet.

- Selvom vi er konkurrenter, så har vi meget tilfælles, udtaler landsformand i Det Faglige Hus, Johnny Nim om samarbejdet med Kristelig Fagbevægelse. Frihed og lave priser er blot to af de fælles nøgleord. Samarbejdet mellem de to faglige organisationer handler om et hovedsponsorat til århusiansk elite-ishockey. I Århus har man gennem flere år arbejdet på at få adgang til is-ligaen. Økonomien har dog indtil nu sat en bremser for, at ideen blev til virkelighed. Med et hovedsponsorat fra Det Faglige Hus og Kristelig Fagbevægelse ser fremtiden nu endelig lovende ud på isen i Århus.

20 års jubilæum
I Det Faglige Hus har man aldrig været bange at gå utraditionelt til værks. Det har gennem årene givet meget opmærksomhed og mange succeser. Lige nu markerer Det Faglige Hus 20 års jubilæum. Og der er virkelig sket meget siden startskuddet i 1988. Bl.a. fortæller den første resultatopgørelse fra 1988, at den samlede kontingentindbetaling for året androg 84.896,00 kr. Til sammenligning hermed kan vi fortælle, at vi her 20 år senere i 2008 forventer at indkassere mere end 70 millioner kr. i fagforeningskontingent.

4.500 nye medlemmer på to måneder
At vi ikke er gamle og satte - men stadig unge, rebelske og innovative - viser vores vækst med al tydelighed. I januar og februar havde vi rekordstor medlemstilgang, idet ikke mindre 4.500 nye medlemmer fandt vej til Det Faglige Hus. Derfor kan vi også med god grund være optimister i forhold til vores overordnede mål på 100.000 medlemmer i 2010.

De nye medlemmer
På trods af overenskomstforhandlinger og massiv markedsføring fra LO-fagbevægelsens side, oplever vi, at medlemstilgangen i Det Faglige Hus især skyldes overflytninger fra deres forbund. Det er især HK, Dansk Metal, 3f og FOA der må afgive medlemmer til Det Faglige Hus. Vi oplever simpelthen, at lønmodtagerne er trætte af at betale op til 6.000 kr. mere om året, uden af de føler de får noget ud af det, afslutter Johnny Nim.

Det Faglige Hus - D. Lauritzensvej 14 - Postboks 512 - 6701 Esbjerg - Telefon 7545 3577 - info@detfagligehus.dk

facebook trustpilot