Det Faglige Hus går ind i Hillerød

Sjælland og hovedstadsområdet er vækstområder for Danmarks hurtigst voksende fagforeninger og a-kasse i Det Faglige Hus. Med etableringen af en ny afdeling i den tidligere amtmandsbolig i Hillerød er organisationen klar til nye fremstød i det nordsjællandske.

Malere, elektrikere og it-folk arbejder på højtryk, så Det Faglige Hus den 20. november kan slå dørene op for en ny a-kasse afdeling i Nordsjælland.

Det Faglige Hus har købt den tidligere amtmandsbolig på Kongens Vænge 4, hvor kontordomicilet på 320 kvadratmeter og tilhørende sidebygninger er nabo til ATP og Region Sjælland. Med en grund på 3.300 kvadratmeter er organisationen helgarderet, hvis der med årene bliver brug for at bygge ud.

Bygningen, der har stået tom i et års tid, er købt af statens ejendomsselskab Freja. Amtmandsboligen er godt indrettet og er samtidig vedligeholdt, så der hverken skal ske ombygninger eller renoveringer, men blot udføres malerarbejde, ændres i el-installationer og etableres it overalt, før medarbejderne i Danske Lønmodtageres A-kasse kan rykke ind i lokalerne.

- Vores medlemmer i det nordsjællandske har hidtil skullet ind på Frederiksberg for at komme til møder i a-kassen, og det bliver således meget nemmere for dem, når vi åbner i Hillerød. Desuden er Nordsjælland med Hillerød, Birkerød og Helsingør et kæmpestort vækstområde, og der hvor der er vækst, skal vi også være repræsenteret, siger landsformand i Det Faglige Hus, Johnny Nim.

Afdelingen bliver Det Faglige Hus' 8. af slagsen. Der skal fra starten være mindst 6 medarbejdere, men kommer der mange kvalificerede ansøgere, kan det nemt ske, at man øger både antallet af opgaver og medarbejdere. Peter Koch, som gennem 5 år har været driftsansvarlig for Danske Lønmodtageres A-kasse på Frederiksberg, bliver driftsansvarlig og dermed daglig leder af den nye afdeling. Peter Koch bor i Fredensborg og har selv ønsket at være med til at få afdelingen "løbet" i gang.

Ca. 80.000 personer er i dag organiseret i fagforeninger og a-kasse i Det Faglige Hus. Organisationen med hovedkontor i Esbjerg har ca. 270 ansatte.

Det Faglige Hus - D. Lauritzensvej 14 - Postboks 512 - 6701 Esbjerg - Telefon 7545 3577 - info@detfagligehus.dk

facebook trustpilot