Det Faglige Hus går på jagt efter LO-medlemmer

Med et fagforeningskontingent på 828 kr. om året er 2B - Bedst og Billigst under Det Faglige Hus Danmarks klart billigste fagforening. Det Faglige Hus er klar med ny stor medlemskampagne, så snart GenopretningsPakken er vedtaget.

Det Faglige Hus har med en enorm medlemsvækst oplevet, at lønmodtagere i stigende grad siger nej til mange års overforbrug i forbundene under LO. Når regeringen som en del af Genopretningsforliget nu begrænser fradragssretten på fagforeningskontingenter, vil der være endnu færre medlemmer under LO's røde faner.

- LO-forbund har brugt netop fradragsretten til at overbevise deres medlemmer om, at fagforeningskontingenter på 5000-8000 kr. om året er småpenge for den enkelte. Jeg er dog ikke i tvivl om, at medlemmerne i stigende grad vil stille kritiske spørgsmål, hvad deres penge i det hele taget bliver brugt til, og der skal nok være en del, der bemærker, at for eksempel 3F så sent som i dag har indrykket helsidesannoncer i en hadekampagne mod Dansk Folkeparti. Det har hverken noget med faglig hjælp eller overenskomster at gøre, men er ren og skær partipolitik, siger landsformand i Det Faglige Hus, Johnny Nim.

Det Faglige Hus omfatter i alt 81.000 medlemmer i Danske Lønmodtageres A-kasse samt fagforeningerne FK/TS, Fagforeningen Danmark og 2B - Bedst og Billigst. Kontingentet i de to førstnævnte er 99 kr. pr. måned, mens medlemmer af 2B - Bedst og Billigst har fravalgt en heltidsulykkesforsikring, så kontingentet ryger ned på 69 kr. pr. måned, eller bare 828 kr. om året. Det er indiskutabelt Danmarks billigste fagforening.

- Regeringen og Dansk Folkepartis foreslåede loft over fradrag på fagforeningskontingenter vil i sig selv få flere til at skifte over til os. Men jeg tror, at den virkelige effekt udløses af debatten om størrelsen på kontingenterne. Det er et emne, der i disse dage bliver både vendt og drejet i skurvogne og kantiner, og jeg bliver ikke overrasket, hvis folk vælger at skifte i "klumper", så det er ikke bare en enkelt, men en hel gruppe kolleger, som vinker farvel til LO på én gang, siger Johnny Nim.

Det Faglige Hus er ved at forberede en større hvervekampagne, som sættes i værk, så snart GenopretningsPakken er vedtaget i Folketinget. Samtidig gør man sig overvejelser om at bremse en forhøjelse af kontingentet i Danske Lønmodtageres A-kasse. Forhøjelsen er for længst varslet til at træde i kraft pr. . juli på grund af den voldsomme stigning i ledigheden i vintermånederne.

- Kontingent til a-kasse og efterløn kan fratrækkes på selvangivelsen som hidtil, men også a-kasser bør være omkostningsbevidste og ikke bruge flere penge end nødvendigt. Antallet af ledige er faldet med over 12 % fra februar til maj, og vi oplever et fortsat fald i antallet af nyledige samtidig med, at der kommer flere i beskæftigelse. Det mindsker arbejdspresset, og hvis dette her er starten på noget permanent, vil jeg foreslå a-kassens hovedbestyrelse, at vi dropper den varslede stigning og fastholder det nuværende kontingent, siger Johnny Nim.

Det Faglige Hus - D. Lauritzensvej 14 - Postboks 512 - 6701 Esbjerg - Telefon 7545 3577 - info@detfagligehus.dk

facebook trustpilot