Det Faglige Hus styrede sikkert gennem finanskrise

Det Faglige Hus fortsatte i 2009 tidligere års medlemsvækst og nåede op på en samlet omsætning på 1,25 milliarder kroner.  Nu er man ved at tilpasse organisationen til den faldende ledighed.

Ledigheden eksploderede, og der blev både åbnet nye afdelinger og ansat i omegnen af 50 nye medarbejdere til at sagsbehandle og vejlede. Alligevel er det i 2009 lykkedes Danske Lønmodtageres A-kasse at styre sikkert gennem krisen og ende som en af de ganske få a-kasser med overskud.

- 2009 skulle have været året, hvor a-kassen for alvor kunne konsolidere sig, men den internationale finanskrise ville det anderledes. Vi har ansat mange nye medarbejdere især lokalafdelingerne, og desuden er der åbnet nye afdelinger for at mindske afstanden og øge servicen for vore ledige medlemmer, siger landsformand Johnny Nim.

Det Faglige Hus omsatte sidste år for 1,25 milliarder kroner, heraf er trekvart milliard kroner udbetalte dagpenge og andre 433 millioner kroner medlemskontingenter fra a-kassens medlemmer. De resterende 71 millioner kr. er kontingenter til de tre fagforeninger i Det Faglige Hus.

Danske Lønmodtageres A-kasse slutter året med et overskud på 260.000 kr., mens fagforeningerne har haft et samlet overskud på 1,4 millioner kr.

- Vi gennemfører netop nu en stribe tiltag for at optimere driften yderligere. Antallet af ledige er faldet med 1500 henover de seneste tre måneder, og det alene mindsker personalebehovet i a-kassen. Desuden centraliserer vi og samler alle sager med VEU-godtgørelse samt feriedagpenge i Esbjerg, hvor der også skabes en mere rationel udnyttelse af vores hotline.

- Det kan vække en smule opsigt i betragtning af, at Danmark er på vej ud af finanskrisen, men vi leverer Danmarks billigste samlede tilbud med a-kasse og fagforening for alle, og det skal vi blive ved med. Hvis vi skal være skarpe på prisen, skal vi også være skarpe på omkostningerne. I den sammenhæng skylder jeg stor ros til medarbejderne, der er kommet med adskillige gode forslag til at effektivisere forskellige funktioner, siger Johnny Nim.

Det Faglige Hus har 71.000 medlemmer i Danske Lønmodtageres A-kasse og 73.000 medlemmer i fagforeningerne FK/TS, Fagforeningen Danmark og 2B – Bedst og Billigst. Flere end 80.000 personer er medlemmer i Det Faglige Hus.

Organisationen beskæftiger ca. 260 medarbejdere i afdelingerne i Esbjerg, Herning, Århus, Aalborg, Kolding, Odense, Ringsted, København og Hillerød.

Det Faglige Hus - D. Lauritzensvej 14 - Postboks 512 - 6701 Esbjerg - Telefon 7545 3577 - info@detfagligehus.dk

facebook trustpilot