Sådan foregår en retssag i Det Faglige Hus

Retssag er sidste udvej

Hvis vi ikke kan tale os til rette med din arbejdsgiver i enten en faglig sag eller en erstatningsansvarssag, eller hvis vi er uenig med Ankestyrelsen i en arbejdsskade, er en retssag sidste udvej. Der kan alternativt klages til Ligebehandlingsnævnet i sager om forskelsbehandling og ligebehandling. Vi hjælper dig hele vejen, hvis du får et problemer i dit ansættelsesforhold.

Beslutning om en retssag

Vores hold af kompetente advokater rådgiver dig om mulighederne og chancerne for at vinde. Herunder ikke mindst om der er de fornødne beviser. De beslutter i samråd med med dig, om sagen skal føres. En retssag tager desværre meget lang tid - ofte et år eller mere.

Gratis for dig

Vi betaler alle omkostninger uanset sagens udfald. Og får du medhold i dit krav, beholder du naturligvis selv hele beløbet inklusive renter.

Bemærk dog at hvis du har brug for en tolk, skal du selv betale for en autoriseret tolk. Hvis vi får medhold i sagen, får du dækket din udgift, fordi modparten har pligt til at betale sagsomkostningerne, herunder udgiften til din tolkebistand.

Sagens gang

En retssag starter med en stævning, som indgives i den retskreds, hvor din (tidligere) arbejdsgiver holder til. Parterne udveksler herefter synspunkter på skrift. 

Mens sagen står på, forventer vi, at du læser modpartens skriftlige indlæg igennem og loyalt står til rådighed med alle nødvendige oplysninger. Vi laver alt papirarbejdet og holder dig selvfølgelig løbende orienteret om sagens gang.

I erstatningsansvarssager kan det være nødvendigt at bede Retslægerådet vurdere sagen.

Et par måneder inde i sagen fastsætter retten en dato, hvor man skal mødes i retten til hovedforhandling. Her skal du med for at forklare din sag overfor dommeren og skal altså konfronteres med din arbejdsgiver.

En forklaring fra dig foregår på den måde, at du først svarer på spørgsmål fra din egen advokat, og dernæst fra modpartens advokat. Ofte er der også indkaldt vidner, der kan hjælpe med at give dommeren et rigtigt billede af sagen.

Det er helt afgørende for, at vi kan hjælpe dig i en sag, at du fortæller os hele sandheden om det, der er sket, og hjælper med at skaffe dokumentation og kontakt til relevante vidner.

Retssager i Danmark forløber udramatisk og fjernt fra tv-serierne. Og din advokat er ved din side gennem hele forløbet.

Dommen kan ankes

Når dommen er afsagt - enten på selve retsmødet eller op til fire uger efter, kan hver af parterne anke til landsretten. Det betyder, at der går yderligere et halvt til et helt år.

Retsmægling eller forlig

En retssag kan til enhver tid afbrydes ved, at der gennem retsmægling, som er et uformelt møde med en neutral opmand for bordenden, findes en løsning, eller ved at der indgås et forlig. Det kræver, at parterne er enige.

Du kan være tryg

Alle advokater i Det Faglige Hus arbejder professionelt. De deltager løbende i relevant efteruddannelse, og er alle højt specialiserede indenfor de områder, de arbejder med. De kan møde i alle retsinstanser, fra byret til Højesteret.

Advokaterne er medlemmer af Advokatsamfundet og underlagt de advokatetiske regler, og de har en ansvarsforsikring.

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9306
Vores telefoner er lukket
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket