Få ferie overført

Du skal som hovedregel holde din ferie for at få gavn af dine opsparede feriepenge. Får du ikke holdt alle 5 ugers ferie, er der visse muligheder for at overføre ferie udover 4 uger eller få feriepengene udbetalt uden at holde ferien.

Overfør ferie udover 4 uger

Hvis du har optjent mere end 4 ugers ferie med feriepenge eller løn, kan du aftale med din arbejdsgiver, at du overfører ferie udover 4 uger til den næste ferieafholdelsesperiode. Det gælder uanset, om du har holdt 4 ugers ferie.

Er du ansat i hele ferieåret, optjener du 5 ugers ferie. Det vil sige, at du kan overføre 1 uge. Året efter kan du igen overføre ferie udover 4 uger. Du kan altså overføre 2 uger, fordi du allerede har overført 1 uge fra den forrige ferieafholdelsesperiode osv.  

Det er vigtigt at understrege, at du altid har ret til at holde 5 ugers ferie, og at du ikke har pligt til at overføre ferie.

Mindre end 4 ugers ferie

Du har ikke ret til at overføre ferie, hvis du ”kun” har optjent 4 ugers ferie eller mindre. Til gengæld har du ret til at holde ferien i ferieafholdelsesperioden.

Når vi skal beregne de 4 ugers ”beskyttet” ferie, må vi ikke tælle ferie med, som du har overført fra den forrige ferieafholdelsesperiode pga. en feriehindring som fx sygdom eller barsel.

Din ret til minimum 4 ugers ferie kan ikke fraviges ved en kollektiv overenskomst, men der kan godt aftales andre regler for, hvordan ferie udover de 4 uger kan overføres.

Skriftlig aftale inden den 31. december

Du og din arbejdsgiver skal, inden ferieafholdelsesperioden slutter den 31. december, lave en skriftlig aftale om, at du vil overføre ferien. Aftalen kan fx ske på mail, sms eller i en digital tidsregistrering.

Overfør senest den 31. december

Din arbejdsgiver kan overføre ferien hos Feriekonto fra den 25. november og skal gøre det senest den 31. december, hvor ferieafholdelsesperioden slutter.

Holder du ferie med løn, skal din arbejdsgiver ikke give Feriekonto besked, men blot overføre ferien i sit eget system, inden ferieafholdelsesperioden slutter den 31. december. 

Til næste år holder du den overførte ferie først, dvs. før du holder den nye ferie.

Få ferie udbetalt

Har du optjent flere feriedage end de 4 ugers ferie med løn eller feriepenge, kan du få ferie udover 4 uger udbetalt på 2 forskellige tidspunkter. Men der kan også ske modregning, hvis du har fået offentlig ydelser. Læs om reglerne her.

Derudover gælder der særlige regler for udbetaling af ferie, hvis du har under én feriedag tilbage eller et mindre feriepengebeløb. Læs om reglerne for udbetaling af småbeløb her.

Feriehindringer

Ud af de 5 ugers ferie gælder der særlige regler for 4 af ugerne, hvis du er forhindret i at holde ferie fx pga. sygdom eller barselsorlov.

Feriedagpenge

Bemærk, at der gælder andre regler for feriedagpenge. Kontakt os, hvis du vil vide mere, eller læs om reglerne for feriedagpenge på vores hjemmeside

Relevante love

Ferieloven

Se også hjælp fra Faglig hjælp og Retssager.

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9304
Vores telefoner er lukket
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket