Cookies hjælper os med at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at besøge vores website accepterer du vores brug af cookies.
Du kan læse mere her.
OK

Det Faglige Hus lander overskud på 28,6 mio. kr.

17. marts 2017

Det Faglige Hus sænkede både sidste år og i år kontingentet til a-kassen. Man håber, at øget medlemsvækst som følge af en ny kollektiv overenskomst med arbejdsgiverforeningen KA (Kristelig Arbejdsgiverforening) kan føre til fortsatte kontingentnedsættelser i Det Faglige Hus.

Det Faglige Hus landede sidste år et samlet overskud på 28,6 millioner i fagforeningerne og a-kassen. Stigningen på 3,3 millioner sammenlignet med 2015 skal ses i lyset af, at man samtidig satte kontingentet ned i a-kassen.

De tre fagforeninger i Det Faglige Hus fik tilsammen et overskud på 21,5 millioner kr., mens der har været et overskud på 7,1 millioner kr. i a-kassen.

- Resultatet er 2 millioner kr. bedre end budget, men vi har også haft en væsentlig højere medlemsvækst, end vi forventede, siger administrerende direktør, Brian Elsted Hansen.

- Vi har sidste år fået 7.400 nye medlemmer i organisationen, og hvis vi fortsætter, som vi er begyndt, bliver 2017 endnu bedre. I årets 2 første måneder har vi budt hele 2.000 nye medlemmer inden for, fortsætter han.

Overenskomst med KA

Samtidig peger Brian Elsted Hansen på, at Det Faglige Hus har indgået en kollektiv overenskomst for op imod 15.000 ansatte i 900 virksomheder i arbejdsgiverforeningen KA.

Overenskomsten, der giver de ansatte mærkbare forbedringer på løn, pension, tryghed og trivsel, træder i kraft den 17. september, og den vil givetvis føre til endnu flere nye medlemskaber.

140.000 medlemmer i 2020

- Vi har sammen med alle organisationens ansatte lavet en strategiplan for at nå målet om 140.000 medlemmer i 2020, og jeg er ikke i tvivl om, at vi når det mål. Desuden ser vi konstant efter alle muligheder for at automatisere og digitalisere de mere rutineprægede opgaver, så der bliver endnu mere tid til faglige opgaver og medlemsservice, siger Brian Elsted Hansen.

- Vi er meget bevidste om at yde medlemmerne en høj service. Vi garanterer blandt andet, at vi svarer på telefonen inden for 2 minutter, og at vi besvarer mails samme dag, som vi modtager dem. Desuden spørger vi løbende medlemmerne om de er tilfredse med vores hjælp og service, og vi scorer topkarakterer over hele linjen, afslutter han.

Medlemsvækst kan give lavere kontingenter

Landsformand Johnny Nim er ligeledes tilfreds, og han håber, at medlemsvæksten kan føre til endnu lavere kontingenter.

- Vi har to år i træk sænket kontingentet i a-kassen. Det svarer til en mindre indtægt i a-kassen på knap 3 millioner kr. om året. Nu har vi gennem mange år hørt, at det er så og så dyrt at vedligeholde kollektive overenskomster, og den påstand har vi også tænkt os at mane en pæl igennem, siger Johnny Nim.

- Mit håb er, at vi tværtimod kan sænke det i forvejen lave kontingenter for alle 119.000 medlemmer, selv om der også skal bruges personaleresurser til at vedligeholde overenskomsten og lokalaftaler på KA’s medlemsvirksomheder, siger han.