Ledige skal igen stå til rådighed for arbejdsmarkedet

12. juni 2020

Siden den 20. marts 2020 har beskæftigelsesindsatsen været delvist suspenderet pga. corona/COVID-19, men nu åbner store dele af indsatsen igen.

Nyheden er opdateret den 12. juni

Danmark er ved at åbne igen efter coronakrisen, og du skal derfor igen stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis du er ledig og modtager dagpenge fra a-kassen.

Overholder du ikke reglerne om at stå til rådighed, kan du risikere at miste din ret til dagpenge. Du kan også få en karantæne eller et arbejdskrav for selvforskyldt ledighed.

Søge job igen

Nu hvor du igen skal stå til rådighed, skal du være aktivt jobsøgende, og du skal registrere din jobsøgning i joblog på jobnet.dk.

Du skal også tage imod henvist arbejde eller aktiveringstilbud igen. 

Samtaler med jobcentret og a-kassen

Derudover har du igen pligt til at møde til samtaler i jobcentret og a-kassen.

Der kan dog blive tale om en overgangsperiode, hvor samtalerne holdes telefonisk, indtil de fysiske rammer er gjort klar i forhold til de sundhedsmæssige retningslinjer.

Vi åbnede vores kontorer på Jylland og Fyn fra den 8. juni. Kontorerne på Sjælland åbner den 15. juni.

Vi opfordrer til, at du så vidt muligt undlader at besøge os for at begrænse smittefaren, medmindre du er indkaldt til en fysisk samtale. Du er i stedet velkommen til at kontakte os telefonisk eller skrive til os på MIT detfagligehus, hvor du kan forvente hurtig svar og hjælp. Se nærmere info om kontakt til Det Faglige Hus

Jobrettet uddannelse

Jobrettet uddannelse kan igen ske ved fysisk fremmøde. 

Særlige regler pga. coronakrisen

Reglerne om, at du kan få op til 4 måneders ekstra dagpenge, fordi dit dagpengeforbrug er sat på pause i perioden 01.03.20 - 30.06.20 pga. coronakrisen, gælder stadig

Du vil heller ikke blive pålagt karens i samme periode. Derudover vil du også fortsat modtage dagpenge i stedet for G-dage frem til den 30. juni 2020, hvis du er hjemsendt eller i arbejdsfordeling.

Mere info

Læs mere om, hvad corona-virus betyder for dig, der modtager dagpenge.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 7610 9303.