Cookies hjælper os med at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at besøge vores website accepterer du vores brug af cookies.
Du kan læse mere her.
OK

Nye regler på vej for ledige

17. november 2014

Regeringen har fremlagt en ny beskæftigelsesreform, der kan komme til at påvirke dig, der modtager ydelser fra a-kassen, hvis den bliver vedtaget.

Husk at der kun er tale om et lovforslag.

Nedenfor forklarer vi om indholdet i den beskæftigelsesreform, som regeringen har fremlagt. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at der kun er tale om et lovforslag, der endnu ikke er vedtaget. Vi opdaterer vores hjemmeside med ny information, når lovforslaget er vedtaget. 

Samtaler

Inden for 2 ugers ledighed skal du som ledig til CV-samtale i a-kassen. A-kassen skal under samtalen introducere og påbegynde en personlig plan for dig og afdække dit jobperspektiv m.v.

Når du har været ledig i 3 - 6 uger, afvikles en fælles samtale i dit jobcenter, hvor a-kassen også deltager. Samtalen bygger videre på CV-samtalen og skal være med til at fastlægge din personlige plan.

Herefter skal du i løbet af de første 6 måneder have et tæt kontaktforløb med månedlige samtaler i jobcentret. A-kassen deltager i en fælles samtale, der afholdes i 5. eller 6. måned, hvor du er ledig.

A-kassen afholder ligesom i dag 2 rådighedssamtaler med dig inden for de første 6 måneders ledighed.

Efter de første 6 måneders ledighed skal du til samtale i jobcentret ca. hver 3. måned og i a-kassen efter behov.

Efter 16 måneders ledighed skal du i et særlig tilrettelagt og intensivt forløb, der starter med en samtale i jobcentret, hvor a-kassen også deltager.

Du skal selv booke samtaler

Du får selv ansvaret for at booke samtaler med a-kassen og jobcentret og melde dig til relevante jobsøgningsaktiviteter via jobnet.dk. Samtaler, hvor både a-kassen og jobcentret skal deltage, skal indkaldes af jobcentret.

Joblog

For at sikre større åbenhed om jobsøgninger skal ansøgningsaktiviteter registreres i en digital joblog. Den kan både bruges til at forbedre vejledningen til dig om jobsøgning og til at vurdere, om din jobsøgning er tilstrækkelig til, at du lever op til rådighedskravene.

Du har selv ansvaret for at registrere dine egne jobsøgningsaktiviteter i jobloggen, som både a-kassen og jobcentret får adgang til.

Bedre muligheder for at komme i job

Tanken med jobloggen og det intensiverede kontaktforløb med hyppige samtaler inden for de første 6 måneder er, at det skal forbedre dine muligheder for at komme i job. Det er fortsat a-kassen, der er ansvarlig for at vurdere, om du står til rådighed for arbejdsmarkedet, når du er ledig.

Ny ordning med ret til 6 ugers jobrettet uddannelse

En ny ordning med 6 ugers jobrettet uddannelse erstatter den nuværende ordning med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse. Den nye ordning er målrettet personer, der er ufaglærte eller faglærte ledige samt ledige, der både har en erhvervsfaglig og en kort videregående uddannelse. Disse grupper får fra første ledighedsdag ret til seks ugers jobrettet uddannelse. Der bliver opstillet en positivliste med jobrettede uddannelser, der kan vælges inden for ordningen.

Afskaffelse af G-dage

G-dage for personer, der har været ansat under 3 måneder udfases gradvist i perioden fra 2015 til 2018.

Målrettede kontaktforløb

Det kontaktforløb, som a-kassen og jobcentret skal varetage i fællesskab, vil i større udstrækning blive målrettet de dagpengemodtagere, som har behovet. 

Hvornår træder ændringerne i kraft?

Reformen er planlagt til skulle træde i kraft den 1. juli 2015, dog således at enkelte dele af aftalen allerede får virkning fra den 1. januar 2015.

Vi forventer, at reformens lovforslag bliver behandlet og vedtaget inden den 1. januar 2015.

Mere info

Som nævnt er der kun tale om et lovforslag, som vi endnu ikke kan vejlede ud fra. Så snart lovændringerne er vedtaget, opdaterer vi vores hjemmeside med de endelige regler, og du vil som ledig blive orienteret om nye regler, der har betydning for dig. Vi forventer, det sker inden udgangen af 2014.

 

Har du spørgsmål?

Ring til os på alle hverdage fra kl. 8.00 på tlf. 7610 9303. Her er vi klar til at svare på dine spørgsmål, hvis du er medlem.

Hvis du udfylder formularen nedenfor, så svarer vi dig samme dag, hvis du skriver i åbningstiden. Ellers svarer vi dig hurtigst muligt, når vi åbner igen. Er du medlem, anbefaler vi, at du i stedet for skriver til os i MIT detfagligehus.

Formularen sendes via en sikker forbindelse.



Hjælp til at sende dokumenter