Cookies hjælper os med at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at besøge vores website accepterer du vores brug af cookies.
Du kan læse mere her.
OK

Sosu-elev vinder sag om løn under barsel

7. august 2014

Det er ulovligt, når kommunerne smider gravide Sosu-elever ud af uddannelsen, så de hverken har en uddannelsesaftale eller løn under barsel.

Undervisningsministeriet har hele to gange indskærpet, at kommunerne handlede ulovligt, når de nægtede at forlænge uddannelsesaftalerne for Sosu-elever, der skulle på barsel og dermed også forhindrede de vordende mødre i at få løn under barsel og ret til at vende tilbage og genoptage uddannelsen.

En stribe kommuner - heriblandt Lyngby-Taarbæk Kommune - har imidlertid set gennem fingrene med ministeriets indskærpelser, men fulgte i stedet den vejledning, som de har fået hos Kommunernes Landsforening. Nu har Tvistighedsnævnet med en principiel afgørelse også underkendt denne praksis, ligesom nævnet har tilkendt en ny 37-årig Sosu-hjælper en godtgørelse på 180.000 kr.

Det er Det Faglige Hus, som førte sagen ved Tvistighedsnævnet, og både medlemmet og advokat Rasmus Nyhuus Rasch er godt tilfredse med udfaldet:

- Medmindre Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker at prøve Tvistighedsnævnets afgørelse ved domstolene, hersker der nu ikke længere tvivl om, at Sosu-elever har ret til en godtgørelse svarende til 9 måneders løn, hvis man fortsætter den ulovlige praksis i forbindelse med deres barselsorlov.

- Det vil hermed være langt, langt billigere for kommunerne at forlænge Sosu-elevernes uddannelsesaftale og give dem løn i den tid, som de er på barsel, fordi kommunerne får en stor del af barselslønnen refunderet. Det får de ikke på godtgørelser, siger Rasmus Nyhuus Rasch fra Det Faglige Hus.

Det Faglige Hus har i de senere år haft flere tilsvarende sager med Sosu-elever med uddannelsesaftaler i andre kommuner, blandt andet Roskilde og København. Disse kommuner valgte efter pres fra den faglige organisation at følge udmeldingerne fra Undervisningsministeriet frem for vejledningen fra Kommunernes Landsforening. Det betød, at eleverne fik løn i 8 uger før fødslen og 26 uger efter samt en garanti for, at de automatisk kunne vende tilbage og genoptage deres uddannelse efter end barselsorlov.

Sosu-eleven, der sammen med Det Faglige Hus rejste sagen for Tvistighedsnævnet, søgte om og fik tilladelse til at genoptage sin uddannelse i Lyngby-Taarbæk Kommune, da hendes barselsorlov var slut.

Der er dog eksempler på, at kvinder har fået afslag på at genoptage uddannelsen, blandt andet som følge af, at kommuner i mellemtiden har indført ansættelsesstop for at indfri kommunalbestyrelsernes krav om lønreduktioner.