Cookieinfo

Posten taber retssag som følge af dårlig postomdeling

Post Danmark afkræver kunderne et gebyr 45 kr. for en afleveringsattest og dermed for et bevis på, at et brev er afleveret. Nu må virksomheden selv punge ud som følge af mangelfuld kvalitet i omdelingen.

Post Danmark i Hvidovre er ved retten i Glostrup blevet dømt til at betale en tidligere medarbejder tre måneders løn, fordi man ikke har styr på, om det lokale postbud nogensinde fik afleveret en fyreseddel til den pågældende.

Postbudet, en 26-årig kvinde, var langtidssygemeldt. Under en sygesamtale i sensommeren 2006 fik hun besked på, at Post Danmark ville stoppe samarbejdet snarest muligt, fordi hun ikke kunne genoptage sig arbejde inden for den nærmeste fremtid. Blot en måned senere blev hun alvorligt kvæstet ved en færdselsulykke og var indlagt i længere tid på flere sygehuse i hovedstadsområdet.

Hendes mor var jævnlig forbi på bopælen for at hente post, og hun gik såmænd også ind på Hvidovre Posthus, hvor hun afbrød et ledermøde og orienterede cheferne om, at deres sygemeldte medarbejder nu var indlagt på et sygehus på grund af sine kvæstelser. Den unge kvinde blev faktisk først klar over, at hun var fyret, da hun modtog nogle papirer fra Post Danmark om 1. og 2. ledighedsdag.

- Post Danmark hævdede, at de havde sendt en opsigelse med postvæsnet, og at postbudet på den pågældende rute havde underskrevet en såkaldt afleveringsattest. Problemet er bare, at hun aldrig har modtaget en skriftlig opsigelse, og Post Danmark var under sagen ikke i stand til at fremvise den pågældende afleveringsattest, siger advokatfuldmægtig i Det Faglige Hus, Ulrik Mogensen, der har ført sagen for det nu tidligere postbud.

Dårlig kvalitet i postomdelingen er ikke den eneste kamel, der skal sluges på postkontoret i Hvidovre. Her må cheferne nemlig også kigge hinanden i øjnene og vurdere, hvem der har den bedste og den dårligste hukommelse.

- Under sagen i retten i Glostrup havde man også indkaldt de chefer, som medlemmets mor afbrød midt i deres møde. De to af dem sagde, at moderen under samtalen havde bekræftet, at datteren havde fået en skriftlig opsigelse, men det var tredje ikke enig i. Her var meldingen, at det var der aldrig blevet talt om, siger Ulrik Mogensen.

Post Danmark blev som sagt dømt til at betale den tidligere medarbejder løn i en ekstra opsigelsesperiode på tre måneder.

Det Faglige Hus - Postboks 512 - 6701 Esbjerg - Telefon 75453577 -

facebook trustpilot