Det Faglige Hus: Vi er i dialog med styrelsen

19. januar 2026

Foto: Landsformand Johnny Nim

Det Faglige Hus har den 13. januar 2026 fået et pålæg fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering(STAR) om, at Det Faglige Hus – A-kasse skal afhænde 2 ejendomsselskaber, hvor det ene ejer det eksisterende kontordomicil på John Tranums Vej 23 i Esbjerg, og det andet selskab ejer det kommende kontordomicil på Esbjerg Brygge.

”Vi har taget bestik af styrelsens afgørelse og har allerede aftalt et møde med STAR, hvor vi kan drøfte vilkårene for a-kassens salg af kontordomicilet på John Tranums Vej. Jeg vil dog gerne understrege, at der fra vores side ikke har været tale om kommerciel virksomhedsdrift, men udlejning af de overskydende lokaler i kontordomicilet, som vi ikke selv anvender, siger formand for Det Faglige Hus – A-kasse, Johnny Nim.

Det Faglige Hus – A-kasse må gerne eje sit eget kontordomicil, men STAR vurderer nu, at det er i strid med lovgivningen, at a-kassen ejer kontordomicilet gennem et ejendomsanpartsselskab.

”Vi har været transparente omkring ejerskabet. Dette har fremgået af a-kassens årsregnskaber siden 2016, som STAR som tilsynsmyndighed skal føre tilsyn med, og STAR har også i 2020 stillet spørgsmål til forholdet, uden at det har givet anledning til yderligere bemærkninger”, siger Johnny Nim.

Han tilføjer, at Det Faglige Hus har den forståelse, at vores praksis er i overensstemmelse med lovgivningen, men spørgsmålet har os bekendt ikke været forelagt til domstolenes afgørelse. Vi vælger derfor at rette ind efter STAR’s vurdering.

Derudover har Det Faglige Hus for indeværende ingen yderligere kommentarer til sagen.