Mere end bare salg

Salgs- og Loyalitetskonsulenter i Det Faglige Hus.
Jeg har aldrig været et sted, hvor man bliver så set og har så mange goder
- Rasmus - salgskonsulent i Salg og Loyalitet

Som salgs- og loyalitetskonsulent i Det Faglige Hus hjælper du medlemmerne med at finde den løsning, der passer til dem. Du bliver samtidig en del af en afdeling med højt tempo, tydelige mål og et stærkt fællesskab.

Rasmus Leth Grønborg og Linda Young Rasmussen arbejder begge som salgskonsulenter i Salg og Loyalitet, men de er kommet til afdelingen med forskellige erfaringer.

26-årige Rasmus har arbejdet med salg, siden han blev student. Inden han begyndte i Det Faglige Hus, havde han fem års erfaring fra butiksbranchen. Linda er 48 år og har arbejdet i Det Faglige Hus i mere end seks år. Hun kommer fra bilbranchen, hvor hun bl.a. har været værkfører.

Salg med fokus på medlemmet

Arbejdet foregår især over telefonen. Her handler det om at skabe tillid og finde den løsning, der passer til det enkelte medlem. Det kræver både gode salgsevner og evnen til hurtigt at skabe en relation til et menneske, man ikke kan se.

”Det er ikke legende let at sidde og lave det, vi laver. Vi skal gøre noget for at skabe en relation og være ekstra troværdige over for de her mennesker, fordi de ikke kan se os,” fortæller Linda.

For hende er det vigtigt at kunne stå inde for det, hun tilbyder medlemmerne: ”Vi sælger ikke bare noget for at sælge det. Vi sælger faktisk ærlighed i vores produkt. Det Faglige Hus kan noget, der er unikt for vores medlemmer.”

Hverdagen er præget af tydelige mål og synlige resultater. Samtidig er der forståelse for, at præstationerne kan svinge.

”Vi kan alle sammen have en dag, hvor vi måske ikke lige er med på tavlen. Så giver man den bare lidt ekstra den næste dag,” siger Linda.

Et fællesskab, der løfter

Selvom de arbejder med individuelle resultater, står de ikke alene. Det kollegiale fællesskab fylder meget i hverdagen.

”Vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden op. Hvis man kan se, at en kollega var supersælger den ene dag og måske ligger lidt i bunden den næste, går man hen og spørger, hvad der sker, og om personen har brug for nogle hints,” fortæller Rasmus.

Afdelingen består af medarbejdere med forskellige aldre, erfaringer og personligheder. Linda ser forskelligheden som en styrke: ”Uanset alder og baggrund er vi et kæmpestort tandhjul. Hvis ikke du var der, eller hvis ikke jeg var der, så kunne vi ikke de ting, vi kan. Det er i fællesskab, at vi løfter opgaven.”

Fællesskabet fortsætter også uden for de daglige opgaver. Nogle mødes til fredagsbar og i fritiden, mens andre især deltager i de større arrangementer som sommerfest og julefrokost.

Medarbejderne har også mulighed for at tage et afbræk med et spil bordtennis. På de lange vagter kan de gå en tur og få ny energi, inden de vender tilbage til telefonerne.

Frihed og ledelse i øjenhøjde

Selvom der er mål, som skal nås, oplever Rasmus og Linda stor frihed i jobbet. Friheden handler både om arbejdsdagen og om at få arbejde og privatliv til at hænge sammen.

Linda arbejder hjemme en fast dag om ugen og har i en periode fået mulighed for endnu en hjemmearbejdsdag på grund af private forhold.

”Det får vi bare til at passe ind. Det Faglige Hus gør rigtig meget ud af, at arbejde og familie skal gå hånd i hånd,” siger hun og tilføjer: ”Og så er det også bare fedt med en super lækker madordning og tøjordning.”

Hun beskriver organisationen som flad og lederne som synlige og tilgængelige: ”De er på gulvet med os, og døren er altid åben. Man kan altid komme og snakke med dem. De er åbne, og de lytter til en.”

Rasmus oplever også, at medarbejdernes idéer bliver taget alvorligt: ”Når man har en god idé, har jeg ikke følelsen af, at man bare bliver fejet af. Der bliver lyttet og tænkt nogle tanker.”

”Vi får mange gaver og bliver påskønnet, man får en følelse af, at jeg faktisk er noget værd.”

En tryg start i jobbet

Rasmus har været i afdelingen i omkring et halvt år og husker tydeligt sin første tid. Han blev taget godt imod og fik den oplæring, han havde brug for, inden han selv skulle tale med medlemmerne.

”Man bliver grebet. Man bliver ikke bare smidt på telefonen og får at vide: Held og lykke. Man kommer igennem et helt oplæringsforløb, så man finder ud af, hvad det er, vi sælger, og hvordan vi sælger det. Man skal ikke gætte sig frem, og man er ikke alene.”

Linda begyndte i Det Faglige Hus midt under coronapandemien. Selvom det var et særligt tidspunkt at starte på, følte hun sig ventet:

”Man var slet ikke i tvivl om, at kollegerne var informeret om, at man startede. Det var en ekstremt varm velkomst, og folk var meget ivrige efter at lære fra sig og tage en med ind i fællesskabet.”

Efter mere end seks år i Det Faglige Hus hæfter Linda sig især ved friheden, fællesskabet og muligheden for at få arbejdslivet til at passe sammen med familien. Rasmus har været der i kortere tid, men oplever allerede en arbejdsplads, hvor medarbejderne bliver set, lyttet til og hjulpet godt ind i jobbet.

Se ledige stillinger

Vi er altid på udkig efter dygtige og engagerede medarbejdere. 

Søg job her
Smilende kvinde ved skrivebord - hotlinekonsulent i Faglig hjælp og Retssager.
Søg job her

Dine vilkår er i top

Vores medarbejdere fortjener de bedste ansættelsesvilkår når de arbejder hos os. 

Job i Det Faglige Hus
Fællesbillede af medarbejdere i Det Faglige Hus (2024).
Job i Det Faglige Hus