Hvis du bliver syg, mens du er ledig, skal du sygemelde dig på første sygedag på Min side på Jobnet. Når du sygemelder dig der, får vi automatisk besked om det i a-kassen.
Sygedagpenge efter 14 dages sygdom
Hvis du er fuldt ledig og bliver syg, fortsætter du med at få dagpenge fra a-kassen under de første 14 dages sygdom. Herefter overgår du til sygedagpenge ved kommunen.
Vi indberetter dit sygefravær til kommunen, hvorefter du modtager en besked i din e-Boks om, at du skal udfylde et oplysningsskema og søge om sygedagpenge.
På deltid med supplerende dagpenge
Arbejder du på nedsat tid, får du som udgangspunkt ikke dagpenge fra a-kassen under sygdom. Du skal i stedet have sygedagpenge fra kommunen.
Husk at raskmelde dig
Når du er rask igen, er det vigtigt, at du raskmelder dig på Min side på Jobnet.
Hvis du er syg på 1. ledighedsdag
Hvis du er syg på din første ledige dag, skal du kontakte din kommune, så du kan søge om sygedagpenge. Først når du er blevet rask igen, skal du melde dig ledig på Jobnet.