31. januar 2018
Der er fortsat glæde og gejst på banen, når Special Olympics holdet træner håndbold i Esbjerg onsdag aften. Den 17. januar var en helt særlig aften, da 4 af de kvindelige elitespillere også deltog i træningen.
Det nye Special Olympics håndboldhold, som har været i gang siden den 6. september 2017, er kommet langt med deres træning.
Alle møder op med stor begejstring, og når 4 spillerprofiler fra Team Esbjergs førstehold så også kommer på besøg, bliver det en fantastisk oplevelse for alle på banen.
De 4 elitespillere, der deltog i træningen, var Vilde Mortensen Ingstad, Sanna Charlotte Solberg, Lara Gonzales Ortega og Kristina Lisevic.
- Det har været sjovt. Jeg synes, at de er rigtig søde og spreder glæde. De har det sjovt med hinanden, fortæller Sanna Charlotte Solberg, som deltog i træningen, og som spiller for Team Esbjerg og det norske landshold.
Samme aften blev der uddelt nye spilletrøjer og sportstasker af sponsoren Det Faglige Hus.
Det Faglige Hus er topsponsor for Special Olympics i Danmark, og det er bl.a. på deres initiativ, at der er etableret et Special Olympics håndboldhold i Team Esbjerg HK.
Special Olympics
Special Olympics er en særlig stævneform, der henvender sig til personer med udviklingshandicap. Idrætten er stort set den samme, som vi kender fra almenidrætten – der er således ikke særlige regler for fx fodbold, ligesom der heller ikke er særlige Special Olympics klubber.
Special Olympics Danmarks hjemmeside
Projekt Special Olympics i Almenidrætten