Gro var med fra allerførste færd

13. marts 2018

Den ældste af fagforeningerne under Det Faglige Hus har netop haft 30 års jubilæum. En del medlemmer, heriblandt Gro Carlsen, har været med alle årene.

Gro Carlsen var en 24-årig, fattig studerende, da hun stødte på landsformand Johnny Nim fra Det Faglige Hus. Det var i 1988 på Teknisk skole i Vejle, hvor Nim var på besøg for at fortælle om sin nye fagforening, TeknikerSammenslutningen. Inden han forlod skolen igen, havde Gro meldt sig ind.

- Det var Johnny Nims egen historie, der fangede mig. Og så hans planer for en ny fagforening  for teknikere, hvor han ville skære alt det overflødige fra og køre med lave kontingenter.

Jeg var idealistisk og synes, at det var vigtigt at være organiseret. Men jeg var på SU og havde ingen penge, så jeg var også opmærksom på prisen, at Johnny Nims nye fagforening var meget billigere end Teknisk Landsforbund, fortæller Gro Carlsen.

Meld en god ven ind, så får i begge en fødselsdagsgave i anledningen af Det Faglige Hus' 30 års fødselsdag.

Aldrig haft brug for hjælp

Det i dag 54-årige medlem har aldrig haft brug for hjælp fra fagforeningen, og hun har heller aldrig skullet have dagpenge  fra a-kassen, som hun meldte sig ind i, da den blev etableret for godt 15 år siden.

Efter endt uddannelse arbejdede hun i 9 år på en maskinfabrik i Bredsten ved Vejle, inden hun kom til sin nuværende arbejdsplads, Reno A/S i Thyregod. For nogle år siden skulle der ske noget nyt, men efter 4 år på en maskinfabrik i Tørring vendte hun tilbage til Reno A/S i Thyregod, hvor hun er udviklings- og produktionsansvarlig.

Jeg har aldrig været arbejdsløs  og håber heller ikke, jeg bliver det. Jeg er god til at se løsninger og konstruere, og det er det, som mange maskinfabrikker har brug for, siger Gro, der er imponeret over, at Det Faglige Hus under Johnny Nims ledelse er vokset så meget.     

En organisation for alle faggrupper    

Men når det så er sagt, er det lidt synd, at Det Faglige Hus ikke er så fagspecifik som TeknikerSammenslutningen. Dengang var det en forening for os med en teknisk baggrund, mens det i dag er en almen organisation for alle faggrupper. Men omvendt, jeg har jo aldrig haft brug for jer, ler Gro Carlsen.

Gro har tre børn og bor i Ejstrupholm med sin mand og to store, hjemmeboende børn.

Det Faglige Hus - Der hvor vi kommer fra