Færre samtaler, når du er ledig
Fra den 1. juli 2026 træder nye regler for kontaktforløbet for ledige i kraft. Ændringerne betyder bl.a. færre jobsamtaler, mens kravene om første fremmøde og CV fortsætter uændret. I særlige tilfælde kan ledige nøjes med én samtale i a-kassen. Her får du et overblik over de nye regler.
Nyhed: 9. juni 2026
De nye regler den 1. juli 2026 betyder bl.a., at du kun skal til 2 i stedet for 3 jobsamtaler hos a-kassen inden for de første 3 måneder, hvor du er ledig. Det samme gælder, hvis du fortsætter i et forløb hos kommunen efter de første 3 måneder. Her bliver antallet af samtaler også reduceret fra 3 til 2.
Hvis du har behov for en ekstra jobsamtale, kan du dog bede a-kassen om at få en.
Du skal fortsat til den første jobsamtale med os i a-kassen inden for de første 2 ugers ledighed, og du har stadig pligt til at møde op fysisk til den første jobsamtale. Det er også stadig et krav, at du skal have et godkendt CV inden for de første 2 ugers ledighed.
Det vil stadig være muligt, at a-kassen deltager i den første jobsamtale, du har med kommunen efter de første 3 måneders ledighed, hvis du ønsker det.
Mulighed for kun én samtale i a-kassen
Fra den 1. juli 2026 bliver det også muligt for a-kassen og kommunen at undlade at holde det fulde antal jobsamtaler for 1 ud af 4 af de ledige.
Hvis du er meget tæt på det ordinære arbejdsmarked, kan a-kassen og kommunen nemlig vurdere, at du skal undtages fra jobsamtaler. Det vil betyde, at du kun skal til én jobsamtale i a-kassen, som er den første jobsamtale, hvor du har pligt til at møde op fysisk.
I Det Faglige Hus - A-kasse ønsker vi at hjælpe dig hurtigt tilbage i job ved hjælp af vores jobsamtaler. Derfor vil muligheden for færre jobsamtaler kun få betydning for ganske få dagpengemodtagere.
Særligt for dig med et uddannelsespålæg
Du skal være opmærksom på, at hvis du er dagpengemodtager og i målgruppen for uddannelsespålæg, skal kommunen holde 4 samtaler med dig i løbet af de første 6 måneder, og du vil ikke skulle til samtale i a-kassen. Et uddannelsespålæg er et krav fra kommunen om, at unge ledige under 30 år uden en uddannelse hurtigst muligt skal søge og starte på en uddannelse.
En del af beskæftigelsesreformen
De nye regler er en del af beskæftigelsesreformen. Med beskæftigelsesreformen ønsker man at forenkle beskæftigelsesindsatsen og skabe et mere fleksibelt kontaktforløb på tværs af kommunen og a-kassen. Reformen er delt op i 3 faser, og den 1. juli 2026 træder anden fase i kraft.
Den første del af beskæftigelsesreformen trådte i kraft den 1. februar 2026, og den sidste del af beskæftigelsesreformen forventes at træde i kraft den 1. januar 2027.