Andreas blev medlem nummer 250.000 i Det Faglige Hus
22-årige Andreas Hvass Hansen fra Esbjerg havde netop landet sit drømmejob i shippingbranchen, da han meldte sig ind i Det Faglige Hus. Det gjorde ham samtidig til medlem nummer 250.000.
Nyhed: 24. juni 2026
Da Andreas Hvass Hansen for nylig meldte sig ind i Det Faglige Hus, havde han ingen anelse om, at han samtidig blev en del af fagforeningens historie.
Den 22-årige esbjergenser blev nemlig medlem nummer 250.000 – en milepæl, som blev markeret med blomster og gave fra Det Faglige Hus.
For Andreas kommer medlemskabet på et godt tidspunkt. Han har netop afsluttet sin kontoruddannelse med speciale i spedition og shipping og er blevet fastansat hos Jutlandia Terminalen i Esbjerg, hvor han også havde sin elevplads. Her arbejder han med at koordinere anløb for skibe i havnen og sikre, at alt omkring opholdet forløber som planlagt.
Fandt drømmejobbet
Andreas er vokset op i Bramming, kommer fra Gørding og bor i dag i Esbjerg. Under sin uddannelse har han specialiseret sig inden for shipping og logistik – et område, der fylder meget i den maritime by.
I dag arbejder han bl.a. med besætningsskift, proviantering og koordinering af gods, når skibe lægger til kaj. Nogle gange handler det om store leverancer til vindindustrien, andre gange om mere usædvanlige ønsker fra besætningerne om bord.
”Jeg har fundet mit drømmejob, og jeg er rigtig glad for at være blevet fastansat,” fortæller Andreas. Han udelukker heller ikke, at han en dag vil bygge videre på uddannelsen: ”Der er mange muligheder i branchen, så måske skal jeg læse videre på et tidspunkt.”
Anbefalet af en kollega
Valget af Det Faglige Hus kom efter anbefaling fra en kollega.
”Jeg hørte gode ting om Det Faglige Hus, og samtidig var det en billigere løsning. Derfor valgte jeg både fagforening og a-kasse, så jeg også er sikret, hvis jeg en dag skulle blive ledig,” siger Andreas.
En historisk milepæl
For Det Faglige Hus markerer medlem nummer 250.000 endnu et vigtigt skridt i organisationens udvikling. Milepælen kommer kort tid efter, at Det Faglige Hus blev Danmarks største fagforening målt på medlemmer med arbejdsmarkedstilknytning.
”Vi har haft en imponerende medlemsvækst gennem en årrække, og det er naturligvis en særlig dag, når vi kan byde medlem nummer 250.000 velkommen. Det viser, at vores fokus på høj service, faglig hjælp og lave omkostninger fortsat appellerer til danske lønmodtagere,” fortæller landsformand Johnny Nim, der personligt overrakte blomsterne og gaven til Andreas.
For Andreas selv blev dagen lidt mere speciel end forventet. Efter fejringen ventede hverdagen igen – og måske også et smut forbi hjemmet for at få blomsterne sat i vand, inden turen gik videre til fitnesscenteret.