Har jeg krav på fri til jobsøgning i min opsigelsesperiode?
Udgangspunktet er, at du skal placere jobsamtaler og anden jobsøgning uden for din arbejdstid.
Uden en aftale har du ikke krav på at få fri, hverken med eller uden løn til at søge nyt job.
Hvis din arbejdsgiver er indforstået, kan I naturligvis aftale, at du holder ferie, bruger afspadsering eller holder fri for egen regning.
Dette gælder, uanset om du selv har sagt op, eller om du er blevet opsagt af din arbejdsgiver.
Særligt for funktionærer
Er du ansat som funktionær, har du krav på at holde fri med løn til jobsøgning i nødvendigt omfang, hvis du er blevet opsagt af din arbejdsgiver, eller hvis du selv har sagt op.
"I nødvendigt omfang" betyder, at du skal forsøge at placere jobsamtaler og anden jobsøgning uden for din arbejdstid.
Er du nødt til at have fri fra arbejde til en jobsamtale, skal du hurtigst muligt sige det til din arbejdsgiver, fordi din arbejdssøgning skal lægges på tidspunkter, der er til mindst mulig ulempe for din arbejdsgiver.
Du har ret til at få fri til at søge ”anden beskæftigelse”, hvilket omfatter jobsamtaler og frihed til opsøgende arbejde, når det ikke kan lægges udenfor din arbejdstid. Det gælder derimod ikke tid til at lave ansøgninger og lignende, som kan lægges udenfor arbejdstiden.
For at få ret til fri med løn skal du kunne dokumentere, at du har en jobsamtale, og at det ikke er muligt at flytte jobsamtaler mv.
Er du tidsbegrænset ansat i en funktionærstilling, kan du også have ret til at få fri til jobsøgning med løn. Det gælder dog ikke hele ansættelsesperioden, men kun til sidst i din tidsbegrænsede periode svarende til den opsigelsesfrist, som en fastansat ville have. Derfor er det vigtigt, at du kontakter os og får afklaret konkret, hvilken periode du har ret til at få fri til jobsøgning med løn som tidsbegrænset ansat efter funktionærloven.