Flere seniorer oplever aldersdiskrimination

Selvom der er brug for, at flere bliver længere på arbejdsmarkedet, oplever mange seniorer, at deres alder spænder ben. Især blandt ledige er oplevelsen af aldersdiskrimination udbredt. Det viser en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

På denne side

I 2025 svarer 44 % af de ledige seniorer, at de har oplevet diskrimination på grund af deres alder. Blandt seniorer i arbejde gælder det 9 %. Det er en markant stigning siden 2018, hvor tallene var henholdsvis 27 % og 5 %.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø definerer seniorer som personer over 50 år.

Undersøgelsen viser seniorernes egen oplevelse og kan derfor ikke i sig selv afgøre, om der juridisk har været tale om aldersdiskrimination.

Minister: Det er helt uacceptabelt

Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen kalder udviklingen helt uacceptabel. Hun peger på, at det ikke hænger sammen, at arbejdsmarkedet mangler arbejdskraft, samtidig med at kompetente og erfarne seniorer risikerer at blive valgt fra på grund af deres alder.

Ministeren vil derfor drøfte med arbejdsgiverorganisationerne, hvordan udviklingen kan vendes.

Fleksibilitet kan få seniorer til at blive længere

Rapporten peger samtidig på flere positive udviklinger. Flere seniorer har fået mulighed for bl.a. fleksible arbejdstider, nedsat arbejdstid og kompetenceudvikling. Det kan være med til at få flere til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Det er vigtigt, fordi vi lever længere, samtidig med at der bliver født færre børn. Dermed bliver der færre erhvervsaktive til at understøtte en voksende gruppe ældre.

For nogle seniorer er fleksibilitet dog ikke nok. Især medarbejdere med fysisk krævende arbejde kan have behov for, at arbejdsforholdene bliver tilpasset, hvis de skal kunne holde til flere år på arbejdsmarkedet.

Rapporten peger derfor bl.a. på fleksibilitet, et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø og tilpasning af arbejdsopgaver som vigtige faktorer for et længere arbejdsliv.

Læs rapporten om SeniorArbejdsliv.

Oplever du aldersdiskrimination?

Det er ulovligt at forskelsbehandle medarbejdere på grund af alder. Det gælder både under din ansættelse og i forbindelse med fx ansættelse og opsigelse.

Hvis du mener, at du er blevet udsat for aldersdiskrimination på dit arbejde, kan vi hjælpe dig med at vurdere din sag og dine muligheder.

Læs også: