Beregn din pensionsalder og opsparing
Se hvornår du kan gå på pension eller efterløn, og hvor meget vi anbefaler, at du sparer op til din pension.
På denne side
Hvornår kan du gå på pension?
Indtast din fødselsdato og din månedsløn (brutto) og få med det samme svar på, hvornår du kan forlade arbejdsmarkedet.
Testen giver dig også svar på, hvor meget du skal spare op til din pension, så du kan fortsætte dit liv uden økonomiske bekymringer, når du siger farvel til jobbet.
Tjek din pensionsalder og opsparing
Noter til beregneren
Note 1: Efterlønsalderen
Du kan gå på efterløn, den dag du har nået efterlønsalderen, hvis du opfylder betingelserne. Er du medlem i Det Faglige Hus og tilmeldt ordningen, udsteder vi automatisk et efterlønsbevis til dig, der har virkning fra den dag, du når efterlønsalderen. Efterlønsalderen fastsættes i forhold til folkepensionsalderen - se note 2.
Note 2: Du får en vejledende pensionsalder
Vær opmærksom på, at beregneren giver et estimat af din forventede efterløns- og folkepensionsalder. Resultatet er vejledende, fordi pensionsalderen løbende bliver tilpasset af Folketinget ud fra danskernes gennemsnitlige levealder.
Folketinget har indtil 2025 vedtaget regler om løbende forhøjning af folkepensionsalderen frem til den 1. januar 2040 (70 år). Folkepensionsalderen i beregneren fra den 1. januar 2045 og frem er baseret på et skøn, og den viste folkepensionsalder er ikke vedtaget af Folketinget. Folkepensionsalderen fastsættes ved lov og vil blive reguleret hvert 5. år.
Se også afsnittet "Hvad er folkepensionsalderen" længere nede på siden.
Note 3: Du får en vejledende pensionsopsparing
Bemærk at beregningen er vejledende. Vi har forudsat, at du får grundbeløbet fra folkepensionen og har en formue på 2-3 årslønninger. Denne formue kan være opsparet i friværdi på et hus, opsparing i bank, aktier, obligationer el.lign. Kilde: Velliv.dk
Pensionsopsparing - flere elementer
Din pension består af flere elementer:
Offentlige pensioner (folkepension), ATP
Pension fra din arbejdsgiver.
Individuel pensionsopsparing.
Hvad er folkepensionsalderen?
Folkepensionsalderen er ikke ens for alle. Din pensionsalder afhænger nemlig af, hvornår du er født. Fordi vi i Danmark i gennemsnit lever længere, bliver folkepensionsalderen løbende tilpasset af Folketinget ud fra den generelle og gennemsnitlige levealder. Det betyder, at din pensionsalder som udgangspunkt er højere, jo yngre du er.
For dig, der er født i 1975 og frem er alderen vejledende. Den er nemlig ikke endeligt fastlagt af Folketinget endnu. Folkepensionsalderen fastsættes ved lov og vil blive reguleret hvert 5. år.
Hvor meget får du udbetalt i folkepension?
Satsen for folkepensionen udgør i 2026 pr. måned før skat 16.273 kr. for enlige og 12.011 kr. for gifte eller samlevende. Hvis du har indkomster ved siden af din folkepension, kan dit grundbeløb og pensionstillæg dog blive sat ned.
Er din formue under 108.000 kr., og er din personlige tillægsprocent over nul, vil du derudover modtage en ældrecheck pr. år før skat på op til 26.900 kr. Du skal betale skat af beløbet.
Indbetaler dit arbejde til din pension?
Har du ikke allerede en pensionsordning som en del af dit job, så anbefaler vi, at du får det, så du sikrer din alderdom. Pensionen udgør som regel en procentdel af din løn og stiger derfor automatisk, når du får mere i løn. Mange ansatte får omkring 10% i pension, som arbejdsgiver betaler oven i lønnen. Derfor kan du med fordel tage pension med i din lønforhandling.
Kontakt dit pensionsselskab
Ønsker du mere vejledning om pension, og hvordan du er stillet, anbefaler vi altid, at du kontakter dit eget pensionsselskab.
Pensionsberegner - mere info
På www.pensionsinfo.dk kan du beregne din pension præcis. Her bliver alle dine pensionsordninger talt med.
Muligheder for at stoppe før din pensionsalder
Overvejer du at trække dig tilbage, inden du når din officielle pensionsalder? Uanset om du drømmer om mere tid til dig selv, eller om du er slidt ned af dit arbejde, findes der flere ordninger, der kan hjælpe dig.
De mest almindelige ordninger er:
Førtidspension
Efterløn
Tidlig pension (Arne-pension)
Seniorpension
Hvor tidligt kan du få udbetalt pension fra din egen ordning?
En ting er din officielle folkepensionsalder, en anden er, hvornår du kan få udbetalt din arbejdsmarkedspension eller din private pensionsopsparing. Den alder kaldes din pensionsudbetalingsalder.
Din tidligste pensionsudbetalingsalder afhænger af, hvornår din pensionsordning blev oprettet:
Er ordningen oprettet før 1. maj 2007, kan du typisk starte udbetalingen, når du fylder 60 år.
Er den oprettet mellem 2007 og 2017, er alderen typisk 5 år før din folkepensionsalder.
Er den oprettet efter 1. januar 2018, er alderen typisk 3 år før din folkepensionsalder.
Vær opmærksom på, at der er er flere grænser i forhold til pensionsudbetalingsalderen alt efter, hvornår du er født, og hvornår din pension er oprettet.
For at se præcis hvornår du tidligst kan starte udbetalingen af dine specifikke ordninger, skal du tjekke dine pensionsbetingelser via dit eget selskab.
Film om overgangen fra arbejdsmarked til pension
For de fleste betyder overgangen fra arbejdsmarkedet til pension, at hverdagen ændres markant. Sundhedsstyrelsen har udgivet en række film, som kan inspirere til en bedre overgang til det gode seniorliv.
Se filmene her, hvor 8 seniorer fortæller deres personlige historier om overgange til seniorlivet.