Den 6. ferieuge for ansatte i staten efter den nye ferielov

Forældre og datter ved havet.

Ferieloven giver dig ret til 5 ugers ferie. Du optjener også ret til en 6. ferieuge som offentligt ansat i kommuner, regioner og staten.

På denne side

Er du ansat i en kommune eller region, kan du læse mere om den 6. ferieuge her.

Ansatte i staten

Hvis du er månedslønnet og ansat ved staten, har du ret til 5 ugers ferie og nogle særlige feriedage. Du får dog kun ferie med løn, hvis du har optjent ret til det.

Som timelønnet optjener du kun særlige feriedage, hvis du har ret til fuld løn under sygdom.

Dine særlige feriedage

Som statsansat optjener du særlige feriedage, hvis du er omfattet af Cirkulære om Ferieaftalen. De optjenes i kalenderåret og holdes i det efterfølgende ferieår i perioden 01.05 – 30.04.

Du optjener 0,42 særlige feriedage med løn for hver måned, du er ansat.

Er du ansat med 6-dages arbejdsuge, optjener du 0,504 særlige feriedage pr. måned, hvilket svarer til 6 særlige feriedage om året.

Ferien svarer til dit timetal

Ferien holdes altid med din aktuelle beskæftigelsesgrad, dvs. det timetal, du er ansat på selve ferietidspunktet.

Det gælder uanset, om dit timetal/din beskæftigelsesgrad ændres fra det kalenderår, hvor du optjente de særlige feriedage, til selve ferietidspunktet.

Aktuel løn, men med timetallet i optjeningsåret

Du får din aktuelle timeløn på ferietidspunktet, men den bliver beregnet i forhold til din gennemsnitlige beskæftigelsesgrad i det foregående kalenderår. 

Det betyder fx, at hvis du går fra deltid til fuldtid, så kan du opleve, at du ikke får fuld løn under din ferie. Er du fx fuldtidsansat på ferietidspunktet, så får du 37 timers ferie, men din aktuelle timeløn bliver kun beregnet i forhold til dit timetal i din deltidsstilling i det foregående kalenderår (fx 30 timer x din timeløn). 

Ønsk ferie inden den 1. januar

Når du ønsker at holde de særlige feriedage, skal du hurtigst muligt fortælle det til din arbejdsgiver.

Hvis du ikke senest den 1. januar har fortalt din arbejdsgiver, hvornår du ønsker at holde dine særlige feriedage, har din arbejdsgiver ret til at planlægge det for dig med 1 måneds varsel.

Hvis feriedagene ikke kan passes ind med, hvordan dit arbejde skal udføres, kan din arbejdsgiver afvise dit ønske om at holde ferien. Du har dog krav på at holde feriedagene, inden ferieåret udløber den 30. april.

Overføre efter aftale

Efter aftale med din arbejdsgiver kan resterende særlige feriedage overføres til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode. I modsat fald skal din arbejdsgiver udbetale de resterende dage forholdsmæssigt med 2,5% af den ferieberettigede løn, når ferieåret udløber. 

Hvis du fratræder

Du får særlige feriedage, som du har til gode, udbetalt med din sidste løn, hvis du fratræder. Du får 2,5% af din ferieberettigede løn i optjeningsåret.

Hvis du og din arbejdsgiver har aftalt, at du skal holde særlige feriedage, og nogle af dem ligger i opsigelsesperioden, skal de holdes som aftalt.  

Bliver du opsagt efter den 1. januar, og er der endnu ikke indgået en aftale om, hvornår du skal holde din særlige feriedage, kan din arbejdsgiver varsle med 1 måned, at du skal holde særlige feriedage i opsigelsesperioden.

Bliver du fritstillet i opsigelsesperioden, anses dine særlige feriedage ikke automatisk for afholdt.

Samme regler for elever

Der gælder ingen særlige regler for optjening af særlige feriedage for elever, der er ansat i staten. Du optjener derfor særlige feriedage efter de regler, som er beskrevet ovenfor.