Graviditet - sygdom og skånebehov
Bliver du i løbet af din graviditet ude af stand til at passe dit arbejde, kan der juridisk være tale om enten en sygemelding eller en fraværsmelding. Forskellen er vigtig bl.a. i forhold til evt. lønret, og opstår der den mindste tvivl, skal du straks kontakte os, så vi kan vejlede dig og gå i dialog med din arbejdsgiver.
På denne side
Sygemelding
Når du er gravid, kan du blive ramt af almindelig sygdom som fx influenza, men du kan også blive sygemeldt pga. din graviditet.
Uanset årsagen gælder de normale regler for sygdom.
Og som altid ved sygdom, er det din egen læge, der afgør, om du skal være sygemeldt.
Betaling hvis du sygemeldes
Er du funktionær og bliver syg, skal du have fuld løn.
Er du ikke funktionær, afgør din ansættelseskontrakt eller en eventuel overenskomst, der dækker ansættelsen, hvilken betaling du har krav på under sygdom og hvor længe.
Har du ikke krav på betaling fra din arbejdsgiver, kan du fra første sygedag søge om sygedagpenge fra din bopælskommune ved almindelig sygdom og barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark ved graviditetsbetinget sygdom. Det forudsætter dog, at du opfylder betingelserne. Ellers skal du søge kommunen om kontanthjælp.
Graviditetsgener
Er du fraværende på grund af graviditetsgener som fx kvalme, er det for egen regning, medmindre din læge vurderer, at du som følge af generne er uarbejdsdygtig, og derfor sygemelder dig.
Fraværsmelding og betaling
Hvis du ikke er syg, men din graviditet medfører skånebehov, som din arbejdsgiver ikke vil eller kan efterkomme, så er der tale om en fraværsmelding med løn.
Når du har fortalt din arbejdsgiver, at du er gravid, skal din arbejdsgiver sørge for, at dit arbejdsmiljø er foreneligt med din graviditet, fx ved at omplacere dig til andre opgaver. Du har normalt ret til din fulde løn, hvis du bliver omplaceret.
Kan du og din arbejdsgiver ikke blive enige om, hvilke opgaver du kan udføre, skal du kontakte din egen læge. Lægen kan henvise dig til Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling, som laver en rapport over dine skånebehov.
Rapporten skal du give til din arbejdsgiver, og du skal tilbyde at arbejde så længe, at din arbejdsgiver sørger for de skånehensyn, der står i rapporten.
Kan eller vil din arbejdsgiver ikke overholde dine skånebehov, og vælger din arbejdsgiver i stedet at sende dig hjem, så er det vigtigt, at du får det skriftligt bekræftet.
Du skal have din sædvanlige løn i den periode, hvor arbejdsgiver sender dig hjem - uanset om du er ansat som funktionær eller timelønnet. Får du ikke løn, skal du kontakte os med det samme.
Barselsorlov
Du vil uanset syge- eller fraværsmelding overgå til barselsorlov, når der er 4 uger til forventet fødselsdato.
I helt særlige situationer fx ved truende abort, kan der være mulighed for at gå på barselsorlov tidligere.