Jannik blev medlem nr. 175.000

5. januar 2022

Medlemsudviklingen i Det Faglige Hus er større end nogensinde. Kort før jul blev 19-årige Jannik Lund Slotsager hyldet som medlem nr. 175.000.

Foto: Jannik Lund Slotsagers og landsformand Johnny Nim

Landsformand Johnny Nim var i gavehumør, da han kort før jul hilste på medlem nr. 175.000 Jannik Lund Slotsagers, der kom på besøg i Det Faglige Hus. Det skete som kulminationen på et år med en medlemsvækst, der er større end nogensinde.

19-årige Jannik er ansat hos Bjerrum Nielsen A/S i Bramming, hvor han er på aftenhold og betjener en CNC skærer og udstanser dele til B&O’s store 88-tommers tv.

Bjerrum Nielsen A/S har omkring 200 ansatte og har gennem mange år været underleverandør til B&O i Struer. Bl.a. andet står virksomheden ikke bare for udstansning af enkeltdele til B&Os produkter, men også for montering og emballering af de elegante og særdeles velspillende Beolab 50-højtalere.

Startede som vikar hos Bjerrum Nielsen A/S

”Det var oprindelig min plan at blive mekaniker, og jeg tog grundforløbet på Rybners. Så gik der kludder i det med min praktikplads, og jeg tilmeldte mig et vikarbureau. Efter et par måneder som vikar hos Bjerrum Nielsen A/S tilbød de mig fastansættelse pr. 1. november 2021.

Der er gode løn- og arbejdsforhold herude, og det passer mig rigtig fint med fast aftenarbejde 4 dage om ugen og 3-dages weekend," fortæller Jannik.

Husk at du kan få en gave, når du anbefaler nye medlemmer.

Lige nu har han ingen planer om at gå i gang med en erhvervsuddannelse, og det bliver næppe mekanikerfaget, han igen vil satse på, når lysten melder sig. Interessen for biler er dog intakt, og han bruger meget tid med at passe og pleje sin snart 17 år gamle BMW 320i.

”Da jeg blev fastansat, måtte jeg også hellere komme i fagforening og a-kasse, så jeg gik på nettet og undersøgte mulighederne. Når jeg valgte netop Det Faglige Hus, er det fordi, at jeg kan få hjælp, hvis jeg nogensinde skulle få brug for det, jeres gode medlemstilbud, og fordi I kun koster det halve af, hvad jeg skulle have betalt andre steder," siger Jannik Lund Slotsager.