VI MENER: Flygtninges skattefri opsparing kan hjælpe Ukraine på fode igen

18. marts 2022

Europa oplever i disse dage og uger en flygtningestrøm, som vi ikke har set siden afslutningen på 2. verdenskrig. Det handler først og fremmest om at gøre det trygt og godt at være ukrainsk flygtning i Danmark, men vi bør allerede nu hjælpe dem i gang med at få en skattefri opsparing, som vore ukrainske gæster kan tage med hjem og bruge til genopbygningen af deres eget land.

Kommentar af landsformand i Det Faglige Hus, Johnny Nim

Krigens rædsler er tættere på, end nogen bryder sig om, og over 2 millioner ukrainere er på flugt fra de russiske tropper. En del flygtninge er allerede kommet til Danmark, og der kommer mange tusinde flere i de kommende uger og måneder.

Fra politisk hold er det vedtaget, at flygtninge fra Ukraine hurtigt skal på arbejdsmarkedet, ligesom deres børn skal genoptage skolegangen her hos os.

Når vi i næste uge holder regionale generalforsamlinger samt landsmøder i organisationerne under Det Faglige Hus vil der lyde en klar opfordring til vores medlemmer om at tage godt imod deres nye ukrainske kolleger, når de møder på arbejde.

Flygtningene har brug for en meningsfyldt og ”normal” hverdag, og som følge af den laveste ledighed i mange år har Danmark brug for deres arbejdskraft.

Behov for flere hænder

Behovet for flere hænder er stort overalt i erhvervslivet, men især servicefagene samt privat og offentlig omsorg skriger efter arbejdskraft. Om vores ukrainske gæster kommer i arbejde det ene eller andet sted, vil der i mange tilfælde opstå vanskeligheder på grund af sprog eller fordi, den ukrainske flygtning har efterladt en ægtefælle, der kæmper mod de russiske tropper eller selv har nogle traumatiske krigsoplevelser med i bagagen.

Det er ikke mindst i disse situationer, at vi som danskere skal mobilisere overskud og tålmodighed over for vores nye kolleger.

Folketinget har i denne uge vedtaget loven om midlertidig opholdstilladelse for flygtninge fra Ukraine. Når loven nu skal omsættes til konkrete bekendtgørelser, kan vi lige så godt tænke ud af boksen og give den enkelte ukrainer mulighed for at spare op til at hjælpe sit land og sin egen familie på fode igen.

Genopbygning af Ukraine

I bedste fald kan ukrainerne rejse hjem inden et halvt år, i værste fald vil der gå måske 3 år, før vestlige sanktioner gør så ondt i den russiske økonomi, at Putin enten får silkesnoren, eller selv vælger at trække tropperne hjem.

Uanset hvad så bør man indsætte både pensionsbidrag, feriepenge og frit valg-midler på en særlig konto for den enkelte ukrainske lønmodtager, mens vedkommende er i Danmark. Hvis de vælger at hæve penge, mens de er i Danmark, skal disse naturligvis beskattes på normal vis.

Men alle de penge, som de har stående og tager med hjem til genopbygningen af Ukraine, skal de til gengæld have udbetalt som en skattefri pulje. Et ukrainsk ægtepar med en normal dansk indkomst kan på den måde spare ca. af 150.000 kr. op på et år og således være temmelig godt kørende rent økonomisk, når de kommer hjem og skal begynde på en frisk.

Og så slipper vi for øvrigt for en masse bureaukrati, der vil følge med, når danske myndigheder om nogle år skal i gang med den næsten håbløse mission at finde frem til alle de hjemvendte ukrainere, som har pensionsmidler og feriepenge til gode i Danmark.