Cookies hjælper os med at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at besøge vores website accepterer du vores brug af cookies.
Du kan læse mere her.
OK

VI MENER: Men hvor blev ulven af?

14. juni 2018

Indledningsvis vil jeg overbringe en lykønskning til alle forbund, som forhandlede nye 3-årige overenskomster hjem til offentlige ansatte i kommuner, regioner og stat.

Af landsformand Johnny Nim


De har landet en flot og god aftale med bl.a. lønstigninger på 8,2 % over 3 år, et løft til de lavest lønnede i kommuner, en garanti for at statsansatte med en hævdvunden ret til betalte pauser også har det fremtiden og et løfte til landets folkeskolelærere om, at arbejdstidsaftaler skal aftales mellem KL og lærerne og ikke gennemtvinges ved lov.

Jeg ved godt, at Højesteret for nylig blåstemplede regeringsindgrebet under overenskomstforhandlingerne i 2013 og dermed Folketingets ret til at diktere hviletidsreglerne for landets lærere, men det ændrer ikke ved, at den slags indgreb bryder med den danske tradition, hvor den slags afklares ved forhandlingsbordet.

Medierne varslede storkonflikt

Og det lykkedes jo som så mange gange før, at man med forligsinstitutionens hjælp fik forhandlet aftaler i hus. Også selv om medierne tog forskud på ”festlighederne” og varslede en storkonflikt, længe inden at forligsmændene kom på banen.

Tonen var til tider hysterisk med artikler og indslag om, hvad nogle LO- og FTF-medlemmer havde tænkt sig at udsætte bl.a. medlemmerne i Det Faglige Hus for, hvis vi mødte på arbejde under en evt. konflikt.

Jeg krummede tæer. Ikke så meget fordi, at der i både LO og FTF er medlemmer, der aldrig har respekteret lønmodtagernes lovsikrede ret til selv at vælge, hvilken fagforening de vil organisere sig i. Jeg krummede tæer, fordi der kun var et enkelt medie, der ikke hoppede med på balladekursen, men vinklede sine artikler som et forsvar for borgernes ret til at organisere sig.

Den danske model

Kendsgerningen er jo, at LO og FTF som følge af den danske model har et defacto monopol på overenskomster på det offentlige arbejdsmarked, og at fagforeninger som Det Faglige Hus hverken kan eller må medvirke i en konflikt, som vi ikke selv er en del af.

Vi er for en gang skyld også enige med arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, som i et fagblad har kritiseret nyhedsjournalisterne for at have for lidt indsigt i arbejdsmarkedsforhold og hele processen omkring forligsinstitutionen og forligsmændenes muligheder for at bringe parterne sammen og få en aftale i stand.

Vi forsøgte også ved flere lejligheder at gøre gældende, at man ikke uden videre sender trekvart million offentlige ansatte ud i en konflikt og sætter Danmark i stå. Men vi talte for døve øren.

I stedet valgte medierne at råbe Ulven kommer. Men hvor blev ulven af?