Nyudklækket advokat med blik for ligestilling

21. marts 2022

Det er 10 år siden, at Lars Gadgaard blev ansat som jurist i a-kassen i Det Faglige Hus. For 5 år siden skiftede han til fagforeningen, og nu kan han skrive advokat på sit visitkort.

Foto: Advokat Lars Gadgaard

 

Det var lysten til at kunne fordybe sig i afgrænsede retsområder, der for 10 år siden fik Lars Gadgaard til at sende en uopfordret ansøgning til a-kassen i Det Faglige Hus. Siden er grænserne blevet udvidet adskillige gange, men den nyudklækkede advokat besidder stadig evnen til at fordybe sig.

Lars Gadgaard blev jurist fra Aarhus i 2011 og var en kort periode ansat i Kolding Kommunes Kulturforvaltning, inden han sendte en ansøgning til Det Faglige Hus i Esbjerg. Det var organisationens konstante vækst, der trak i ham, men også muligheden for at komme rundt i alle kroge inden for a-kasse-lovgivningen.

Mange udførlige regler i a-kassen

”A-kassen er omfattet af meget udførlige regler, men det kan være svært for det enkelte medlem at forstå logikken i afgørelserne, hvis de måske har lavet nogle fejl, der får konsekvenser for deres udbetaling af dagpenge. Her er det vigtigt at give dem ordentlig information og i en respektfuld tone,” siger Lars Gadgaard, der i 2017 skiftede job til fagforeningen og blev faglig konsulent.

”De 3 år, som jeg havde i den faglige afdeling, gav mig en masse viden og erfaringer med problemstillinger inden for arbejdsmarkedet, så jeg var godt forberedt, da jeg i 2020 blev advokatfuldmægtig. Jeg har som fuldmægtig haft 5 hovedforhandlinger, altså sager der er afgjort i retten, men også mange flere sager, som er blevet forligt.”

Læs også medlem fik stor erstatning for forskelsbehandling.

Interesseret i ligestillingssager

Lars Gadgaard har som fuldmægtig haft advokat Britta Thorsø som vejleder, en såkaldt principal, og hun lægger ikke skjul på, at hun er stolt af sin ”lærling”.  For Lars er skarp på jura. Han lægger heller ikke skjul på, at han er meget interesseret i ligestillingssager:

”Jeg synes, at især sager om seksuel chikane, altså metoo-sager, er udfordrende rent fagligt. De medlemmer, som har være udsat for den form for chikane, er i en kompliceret situation, fordi de står over for en arbejdsgiver, der påstår, at de lyver. Så er det vigtigt, at de ved, at de har vores fulde opbakning, og at vi tager deres forklaring for gode varer,” siger Lars Gadgaard.