4. maj 2020
Det Faglige Hus har siden nytår oplevet en helt enorm medlemsfremgang. På grund af smitterisikoen udsatte man fejringen af medlem nr. 150.000 med en måned, og i den mellemliggende tid er der kommet yderligere 2000 flere medlemmer.
Foto: Maja Bendixen fik overrakt blomster af landsformand Johnny Nim.
Efter cirka 20 år på arbejdsmarkedet syntes Maja Bendixen fra Esbjerg, at det nu var på tide også at blive medlem af en fagforening og en a-kasse. Hun valgte Det Faglige Hus og er nu blevet fejret som medlem nr. 150.000.
Maja er 38 år og ansat i et 35-timers job som servicemedarbejder hos EfBs amatørafdeling i Esbjerg, hvor hun gør rent, vasker spillerdragter for ungdomsligahold samt flere af klubbens seniorhold og så en masse andre gøremål, som lige falder for.
Hjemsendt pga. corona
”Vi er 3-4 servicemedarbejdere i klubben, og vi har alle været hjemsendt, siden Danmark blev lukket ned på grund af corona. Jeg har altid haft nemt ved at få arbejde, og jeg har aldrig haft brug for en fagforening, så det gik jo helt fint uden."
”Da vi blev sendt hjem fra arbejde, satte det nogle tanker i gang: Hvad gør vi, hvis dette her betyder, at vi ikke længere får løn og den slags. Så jeg meldte mig først og fremmest ind i Det Faglige Hus for at kunne trække på evt. rådgivning fra fagforeningen, men kunne lige så godt tage hele pakken, både fagforening og a-kasse," siger Maja.
Det var kort før påske 2020, at tælleapparatet rundede 150.000 medlemmer i Det Faglige Hus, men på grund af regeringens henstillinger om at være varsom over for smitterisici, valgte Det Faglige Hus at udsætte fejringen af Maja Bendixen med en måned. Den dag, da hun var besøg i organisationens hovedkontor i Esbjerg, var Det Faglige Hus blot 47 medlemmer fra et medlemstal på 152.000.
Fejret med blomster, gavekort og påskeæg
”Jeg er glad og stolt over at byde Maja velkommen her i Det Faglige Hus, for hun er et omvandrende bevis på, at vi gør en forskel. At vores medarbejdere i a-kasse og fagforening med deres indsats sikrer, at Det Faglige Hus fortsat er et fuldgyldigt alternativ til den øvrige fagbevægelse og vel at mærke til et kontingent, som alle lønmodtagere er i stand til at betale,” siger landsformand Johnny Nim.
Maja blev fejret med blomster, gavekort og naturligvis også det påskeæg, som stod og ventede på hende. Maja er alenemor med datteren Cecilie på 16, og hun er ret sikker på, at hun nok ikke får lov at have påskeægget for sig selv.
Hun er glad for at have taget beslutningen om sit nye medlemskab, selvom hun føler sig overbevist om, at hun aldrig får brug for at søge om dagpenge.
”Lige nu er det hele så usikkert, og jeg håber, at vi snart er tilbage i den normale gænge. Jeg savner mit arbejde, og jeg savner især ”drengene”, klubbens spillere. Også selv om de kalder mig ”hende, den skrappe”," siger Maja.