Hvis du træner, bliver du god til dit fag

22-årige Jacob Holm er en talentfuld håndboldspiller, en dedikeret universitetsstuderende og en dygtig guitarist og sangskriver. Men talentet gør det ikke alene. Der skal trænes, læses og øves, hvis man vil være rigtig god.

I herrehåndboldkredse har der gennem flere år været respekt om Jacob Holm. En kombination af et hurtigt fodskifte og en træfsikkerhed et pænt stykke over gennemsnittet gjorde ham i sidste sæson til nr. 1 på topscorerlisten i 888Ligaen. Siden da har den 22-årige esbjergenser også gjort sig positivt bemærket på landsholdet med spilletid i to EM-kvalifikationskampe mod Holland og Letland.

Håb om flere kampe på landsholdet

Men Jacob Holms arbejdsliv er meget mere end håndbold. Han er netop nu ved at afslutte sin bachelor i Sociologi og Kulturanalyse på Syddansk Universitet, hvor det også er planen at blive kandidat, inden han afslutter sin håndboldkarriere.

- Jeg har kontrakt med Ribe-Esbjerg HH for de næste 3 år, og jeg håber at få endnu flere kampe på landsholdet. Her er jeg på hold med nogle af verdens bedste håndboldspillere, og så er det ingen skam, at man skal ned og være ”bagerst i køen” igen. Landsholdet er en fantastisk oplevelse, og det er en udfordring at afprøve sig selv, om man kan være med på det niveau, siger Jacob Holm beskedent.

Vandt musikpris

Ved siden af alt det andet finder han også tid til at spille guitar og skrive sange i det band, som han har været en del af siden gymnasietiden. Bandet hedder Viva La Wolfe, og som man måske allerede har gættet, går Jacob og musikvennerne seriøst til opgaven. Bandet har i år vundet Esbjerg Rock Festivals Musikpris, hvilket førte til adskillige jobs på sommerens friluftsscener, og så længe der stadig er plads i kalenderen, fortsætter Jacob Holm også med rocken.

- Struktureret? Nej, det er der vist ingen, der vil påstå. Det vil være løgn at sige, at jeg har en time manager. Men jeg har det godt med, at der ind i mellem er kaos, fordi jeg har så mange bolde i luften.

- Jeg er bare en ung fyr med mange interesser. Jeg har øvet mig i mange år på både håndbold og musik, og hvis man øver sig længe nok på noget, så bliver man god til det. Sådan tror jeg, at det vil være inden for alt, siger Jacob Holm.