Kirstine designer sit eget nye job

Kirstine Anker havde en god mavefornemmelse under jobsamtalen, selvom hun ikke lige havde den it-profil, som arbejdsgiveren efterspurgte. Et par dage senere fik hun besked om, at firmaet efter samtalen havde besluttet at oprette en ny stilling, der passer til Kirstines profil.

Foto: Kirstine Anker (fotograf Nino-Ana Samkharadze)

Kirstine Anker er fuld af energi og har i mange år klaret sig fint på arbejdsmarkedet. I de sidste par år har hun dog erfaret, at det godt kan betale sig også at være i fagforening og a-kasse i Det Faglige Hus. Det bliver den 38-årige it-konsulent ved med, også selv om det jobmæssigt igen kører på skinner for hende.

”Jeg er uddannet multimediedesigner, men en god bekendt opfordrede mig til at søge stillingen som it-koordinator i Bestseller. Jeg fik jobbet og havde min gang på kontoret i Aarhus. Jeg var 10 år i Bestseller og lærte enormt meget. Til sidst var det dog ikke så sjovt længere, og jeg døjede blandt andet med stress,” fortæller Kirstine.

Det var i 2018, og Kirstine kontaktede dengang Det Faglige Hus og fik hjælp i forbindelse med sin fratrædelse.

Fik energi til at komme videre

”Det var dejligt at have Det Faglige Hus i ryggen i den situation – og få energi til at komme videre. Jeg har haft en 100% succes ved jobsamtaler, og det fortsatte heldigvis, da jeg søgte en ny projektstilling i it-afdelingen hos Jysk. Desværre nedlagde de stillingen igen under omrokeringerne efter Lars Larsens død.”

”Jeg fratrådte 1. februar 2020, og så skulle jeg for første gang i mit liv indstille mig på, at jeg på grund af corona muligvis skulle gå i mange måneder uden et job. Jeg havde et godt samarbejde med både Jobcenter og a-kassen i Det Faglige Hus i Aarhus og søgte de stillinger, som var relevante for én med mine præferencer, men det var dog ikke lige min profil, som man efterspurgte, da Thornico IT søgte en it-supporter.”

Læs mere om hjælp til jobsøgning.

Thornico IT er et selvstændigt selskab under Thornico A/S, Stadil-familiens moderselskab for en stribe virksomheder inden for fødevarer, fødevareteknologi, shipping, emballage, ejendom samt sport og mode, herunder Hummel-brandet.

Thornico IT oprettede en ny stilling til Kirstine

”Jeg var jo godt klar over, at jeg ikke ramte lige midt i skiven til stillingen som it-supporter, så jeg snakkede bare løs om mine faglige erfaringer. Et par dage senere fik jeg en SMS fra COO i Thornico IT, hvorvidt jeg var interesseret i, at han undersøgte mulighederne for at oprette en ny stilling til mig. Det var jeg selvfølgelig.”

”Jeg kunne åbenbart nogle ting, som de først vidste, at de manglede, da der blev sat ord på dem. Så pr. 1. januar 2021 begyndte jeg i deres HQ-afdeling her i Aarhus, hvor jeg skal være med til at effektivisere processer internt, men også beskæftige mig med hardware i Hummel-butikkerne. Det er rigtig spændende at være med til at udvikle og forme sit eget job,” fortæller Kirstine.

Ledig under corona

Når man som Kirstine har krudt i bagdelen, hvordan kommer man så igennem trekvart års ledighed?

”Min kæreste Tobias og jeg købte en kolonihave i 2019, så vi brugte masser af tid til at bygge huset om og anlægge haven. Det gav jo også god mening under corona-nedlukningen. Jeg får nok ikke ikke så meget tid i haven, nu hvor jeg er i nyt job, men så må kæresten jo bare tage lidt mere over på hjemmefronten,” ler Kirstine Anker.