Joan er vild med detailhandlen

Detailhandlen har uddannet mange unge, der efter nogle år forlader faget på grund af lange åbningstider og vagter i weekenden. Og så er der dem, der som Joan Mai Nielsen aldrig kunne forestille sig andet end at arbejde i butik.

Joan Mai Nielsen fyldte 20 år, da hun i 1994 fik sit svendebrev fra en Matas-forretning i barndomsbyen Bramming i Sydjylland. Siden er materialistartikler og dufte skiftet ud med modetøj, men interessen for servicefag er så intakt, at hun satser på at stå i butik, indtil hun skal pensioneres.

Med omkring 200.000 ansatte er detailhandlen et af de områder, der markant påvirker beskæftigelsen i Danmark. Halvdelen er beskæftiget i supermarkeder og specialforretninger med fødevarer. Det med at gå rundt i en butik med en scanner og bestille varer hjem for dagen efter at fylde dem på hylderne har aldrig sagt Joan noget. Hun er mere den type salgsassistent, som skal stå face til face med kunderne og hjælpe dem med at finde det helt rigtige.

Efter folkeskolen tog hun den 2-årige HG på Ribe Handelsskole, og så fik hun som sagt en læreplads hos Matas:

- Dengang var det anderledes at være elev end nu om dage. Det første år pudsede jeg populært sagt glasdiske, og det var først på andet år, at jeg fik et ansvarsområde, nemlig de stribede produkter, som Matas selv fremstiller. Da jeg så var færdiguddannet, skulle jeg blive i forretningen i 3 måneder og sætte den næste elev ind i hendes opgaver, fortæller Joan.

Hjælp til rådvilde mænd

Herefter pendlede hun omkring i 6 år i forskellige butikker og havde fået erfaring med modetøj, da hun sprang til et 9 måneders barselsvikariat i Mads & Stine i Vejen. Det er 16 år siden, og Joan er stadig ansat i forretningen. De første år havde butikken både herre- og dametøj, men i dag sælger forretningen udelukkende modetøj til piger og kvinder - i et alderssegment fra 12 til 72 år.

- Sådan er det jo i en mindre by som Vejen, og det er det, som gør jobbet sjovt og varierende. Da jeg var på barsel med mit andet barn, glædede jeg mig til at skulle jule hele december derhjemme, men i virkeligheden savnede jeg at være i butikken og hjælpe alle de rådvilde mænd, der skulle finde en gave til deres kone, griner Joan. 

Et puslespil med børnepasning

Noget af det, som afskrækker mange fra et job i detailhandel er arbejdstiderne. Nogle dage kommer man sent hjem, og så er der weekendarbejde. Ingen af delene passer med åbningstiderne i de kommunale daginstitutioner, men hvis man er på en god arbejdsplads, kan det godt hænge sammen, mener Joan:

- Jeg har en dreng på 13 og en pige på 10, og jeg har været alene med dem i 7 år. Jeg har haft nogle barnepiger gennem tiden, og det har ind imellem også været noget af et puslespil, hvis børnene var syge. Jeg arbejder kun nogle gange om lørdagen og har samtidig tirsdag som fast fridag. Det er den dag, jeg handler stort ind til hele ugen og får det hele gjort rent derhjemme. Detailhandel og service er og bliver min hylde, og hvis det står til mig, er jeg også her i butikken om 25 år, siger Joan Mai Nielsen.