Kroniske nakke-skuldersmerter - arbejdsskade

Mange har svære smerter fra nakke og skuldre, og selvom du oplever, at det skyldes dit arbejde, kan det være svært at få sygdommen anerkendt som en arbejdsskade.

Du skal tale med din læge om dine problemer med din nakke/skuldre. Hvis din læge har mistanke om, at dine problemer skyldes dit arbejde, skal han anmelde din sygdom til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Din læge har mulighed for at henvise dig til Arbejdsmedicinsk klinik. De kan også anmelde din sygdom. 

Læs mere om anmeldelse af erhvervssygdom.

Hvordan bliver min sygdom anerkendt?

Overordnet er der 2 betingelser, du skal opfylde for at få din sygdom anerkendt.

Du skal have den korrekte diagnose, og så skal du opfylde bestemte krav til arbejdets påvirkning.

Diagnose

Du skal have diagnosen kroniske nakke-skuldersmerter - på latin cervikobrakialt syndrom.

Denne diagnose står på Erhvervssygdomslisten.

Står din sygdom ikke på listen, kan du under anerkendelse af erhvervsbetingede sygdomme læse mere om, hvordan du skal forholde dig.

Krav til arbejdets påvirkning

Ifølge erhvervssygdomslisten er kravet til arbejdets påvirkning:

"Hurtigt gentagne bevægelser i skulder/overarm, eventuelt i kombination med nakkebøjning og/eller statisk belastning af nakke-skulderåget, i en længere årrække".

Hovedreglen er, at du skal udføre nakke-skulderbelastende arbejde i:

  • Mindst 8 - 10 år
  • Mindst 8 måneder pr. år
  • Mindst 3 - 4 timer dagligt

Tidskravet på 8 - 10 år kan blive nedsat, hvis du har særlige nakke-skulderbelastende påvirkninger. Kravet kan aldrig blive nedsat til under 6 år.

Du skal opfylde et krav om hurtigt gentagne bevægelser i skulder/overarm med mere end 15 bevægelser pr. minut. Det kan fx være syersken, som konstant fører sine arme og skuldre fremad i forbindelse med syprocessen.

Kravet om antal bevægelser, kan ved særlige belastningsforhold blive nedsat til 10 bevægelser pr. minut.

Der er tale om særlige belastningsforhold, når der i arbejdet indgår:

  • Bøjning af nakken
  • Statisk belastning af nakke-skulderåget
  • Meget kraftfulde bevægelser i skulder/overarm
  • En meget langvarig daglig belastning (over 8 timer)
  • En meget langvarig belastningsperiode (mindst 15 år)

Dine problemer i nakke/skulder skal opstå umiddelbart i forbindelse med dit belastende arbejde. Sygdommen kan ikke blive anerkendt, hvis du først får problemer fx 2 år efter, at du er stoppet med belastende nakke/skulderarbejde.

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9306
Vores telefoner er åbne
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket