Fertilitetsbehandling

Mange anser det som en privat sag, at de er i fertilitetsbehandling og ønsker ikke at informere deres arbejdsgiver. Er du en af dem, risikerer du at afskære dig fra ret til betalt fravær og eventuelt beskyttelse mod opsigelse.

Ret til fravær?

Hvis årsagen til barnløsheden findes hos dig, har du ret til fravær til både undersøgelse og behandling for barnløshed, da det bliver anset for sygdom.

Fraværet skal så vidt muligt placeres uden for din arbejdstid, men ofte er dette ikke muligt, da behandlingerne skal finde sted på helt bestemte tidspunkter på måneden. Ofte sker indkaldelse til behandlingerne endda med meget kort varsel.

Det gør det svært at planlægge, også for din arbejdsgiver. De fleste arbejdsgivere har forståelse for situationen, men bliver det nødvendigt, går vi gerne ind i dialogen med din arbejdsgiver.

Ligger årsagen til barnløsheden ikke hos dig, har du ikke ret til fravær. Vil du gerne med til undersøgelser og behandlinger, må du derfor bruge fx ferie eller afspadsering.

Ret til betaling?

Der er ret til betaling under fraværet, hvis:

  • din arbejdsgiver ved, at der er tale om fertilitetsbehandling.
  • behandlingerne ikke kan lægges uden for arbejdstiden.
  • årsagen til barnløsheden findes hos dig se dog særlige regler for offentlig ansat.

Du har ret til samme betaling som under sygdom.

Din arbejdsgiver kan eventuelt få refusion for dit fravær ifølge en § 56-aftale. Det kræver dog, at du opfylder lovens betingelser, som kommunen kan vejlede dig om.

Beskyttet mod opsigelse?

Den bedste måde at beskytte dig mod opsigelse er, når din arbejdsgiver skal bevise, at opsigelsen ikke har noget at gøre med graviditet. Denne beskyttelse gælder også under den del af din fertilitetsbehandling, hvor der er indledt en egentlig behandling, der giver mulighed for graviditet.

Er du i udredningsfasen eller har planlagt en behandling, som du ikke er startet i, skal du først sandsynliggøre, at din opsigelse er begrundet i fertilitetsbehandlingen. Hvis du kan det, skal din arbejdsgiver derefter bevise, at det ikke er tilfældet.

Der er således forskellige regler for, hvem der skal bevise hvad afhængig af, hvor du er i din fertilitetsbehandling. Til gengæld gælder beskyttelsen både mor og far, og uanset hos hvem af jer årsagen til barnløsheden skal findes.

Hvornår bør du sige noget?

Der er desværre ikke noget klart svar på dette spørgsmål.

For at have ret til fravær, er du nødt til at fortælle din arbejdsgiver årsagen. Dette taler for at sige det med det samme.

Men beskyttelsen mod opsigelse indtræder først, når der er tale om egentlig fertilitetsbehandling. Dette taler for at vente til senere i forløbet.

Kan du tilrettelægge undersøgelser og behandlinger, så det giver mindst muligt fravær, taler det for at vente med at sige noget.

Ved du, at din arbejdsgiver vil være forstående, og du derfor ikke frygter en fyring, taler det for at sige det.

Læs også:

Barselsorlov

Betaling under barselsorlov

Få hjælp fra Faglig afdeling

 

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9304
Vores telefoner er lukket
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket