Forskere på Institut for Miljømedicin på Karolinska Instituttet i Stockholm har afdækket de faktorer, der øger risikoen for mobning på arbejdspladsen. Erfaringerne er samlet i en enkel og overskuelig tjekliste, som kan anvendes i det forebyggende arbejde for at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø.
Som begreb er mobning noget af det sværeste at sætte ord på. Alle har hver især deres egen følelsesmæssige tærskel, og der er lige så mange kulturer og omgangsformer, som der er virksomheder.
Nu er der dog mulighed for at få mere faste rammer omkring det forebyggende arbejde for at undgå mobning på arbejdspladsen og generelt gøre en indsats for det psykiske arbejdsmiljø, efter at et hold forskere fra Karolinska Instituttet i Stockholm har udviklet en tjekliste til at forhindre mobning på arbejdspladsen.
Data fra ca. 5000 medarbejdere
Det er docent Christina Björklund, der har stået i spidsen for forskningsprojektet. Hun og kollegerne har over 4 år indsamlet data fra ca. 5000 medarbejdere ved et universitet samt 4 industrivirksomheder.
I begyndelsen af undersøgelsen følte disse medarbejdere sig ikke mobbet. Men ved den tredje måling svarede omkring 4 procent, at de blev mobbet. At folk har reageret på denne måde, overrasker ikke Christina Björklund, der over for magasinet Arbetsliv forklarer, at der automatisk opstår en #metoo-effekt, når folk bliver opmærksomme på en problemstilling.
Ifølge Christina Björklund er det forhold som dårlig støtte på arbejdspladsen, modstridende krav fra ledere til medarbejderne, lav indflydelse på egne pligter, højt sygefravær og svigtende lederskab, der synes at øge risikoen for mobning.
Hent tjekliste
Hent tjeklisten på nedenstående link og tag temperaturen på din arbejdsplads. Tjeklisten er på svensk, men spørgsmålene er relativt nemme at forstå.
https://www.suntarbetsliv.se/wp-content/uploads/2016/10/checklista-tidiga-indikatorer-for-mobbning.pdf
Få hjælp
Ønsker du vores hjælp til dialogen med din arbejdsgiver omkring arbejdsmiljøet, skal du blot kontakte os.
Vi kan også hjælpe med at udforme en klage til Arbejdstilsynet, såfremt der er grundlag for dette.
Endelig kan du også selv kontakte Arbejdstilsynet og klage anonymt over arbejdsmiljøet.