Cookies hjælper os med at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at besøge vores website accepterer du vores brug af cookies.
Du kan læse mere her.
OK

Suspension

Suspension er det juridiske udtryk for, at din arbejdsgiver midlertidigt ikke ønsker at gøre brug af din arbejdskraft, men stadig ønsker, at du skal stå til rådighed.

Suspension bliver ofte brugt i en opsigelsesperiode som alternativ til fritstilling.

Suspension bliver også brugt som forløber for en eventuel bortvisning eller opsigelse, når der er forhold som din arbejdsgiver ønsker at undersøge, før den endelige beslutning bliver truffet.

Få det på skrift

Du bør altid få din arbejdsgiver til at bekræfte skriftligt, at du er suspenderet.

Kan du ikke bevise, at det er din arbejdsgiver, der har takket nej til din arbejdskraft i en periode, risikerer du nemlig en bortvisning for ulovlig udeblivelse, når du stopper med at møde på arbejde.

Løn og goder

Du har krav på din sædvanlige løn og eventuelle personalegoder, mens du er suspenderet.

Du skal stå til rådighed

Når du er suspenderet, skal du kunne møde på arbejde igen med kort varsel. Du skal derfor tjekke post og telefonsvarer dagligt.

Sygdom

Bliver du syg, mens du er suspenderet, skal du orientere din arbejdsgiver på sædvanlig vis.

Ferie

Ønsker du at holde ferie, mens du er suspenderet, skal du aftale dette med din arbejdsgiver.

Din arbejdsgiver kan også pålægge dig at holde ferie men skal overholde de varsler, der gælder for dette.

Du skal naturligvis ikke stå til rådighed for din arbejdsgiver i de uger, hvor du afvikler ferie.

Misbrug?

Har din arbejdsgiver ingen intentioner om at gøre brug af din arbejdskraft men alene vælger at suspendere dig for at undgå, at du kan starte i et andet job, bør du kontakte os.

Vi går så i dialog med din arbejdsgiver for at afklare, om du måske i stedet har krav på at blive fritstillet.

Nyt job

Bliver du suspenderet i en opsigelsesperiode, er det naturligt, at du ser dig om efter et nyt job. Måske ønsker din nye arbejdsgiver, at du skal starte hurtigst muligt.

Er det nye job hos en konkurrent, vil du på grund af loyalitetsforpligtelsen være nødt til at kontraopsige din stilling hos din gamle arbejdsgiver.

Er det nye job ikke hos en konkurrent, og er du heller ikke bundet af en kundeklausul eller en konkurrenceklausul, der hindrer ansættelsen, kan du måske starte på det nye job, mens du stadig modtager løn fra din gamle arbejdsgiver. Det forudsætter dog, at din nye arbejdsgiver er indforstået med, at du med meget kort varsel kan blive kaldt tilbage til din gamle arbejdsgiver. Få altid en sådan aftale med din nye arbejdsgiver på skrift.

Se også Hjælp fra Faglig afdeling.

Har du spørgsmål?

Ring til os på alle hverdage fra kl. 8.00 på tlf. 7610 9304. Her er vi klar til at svare på dine spørgsmål, hvis du er medlem.

Hvis du udfylder formularen nedenfor, så svarer vi dig samme dag, hvis du skriver i åbningstiden. Ellers svarer vi dig hurtigst muligt, når vi åbner igen. Er du medlem, anbefaler vi, at du i stedet for skriver til os i MIT detfagligehus.

Formularen sendes via en sikker forbindelse.



Hjælp til at sende dokumenter