58-årige Keld Højmark Nielsen har fået en efterbetaling på 86.000 kr. i flekslønstilskud over en periode på 2 år, efter at Det Faglige Hus klagede til Ankestyrelsen over Struer Kommunes beregningspraksis. Han står nu frem for at advare andre fleksjobbere om uden videre at stole på kommunernes beregninger.
Foto: Keld Højmark Nielsen. Fotograf: SQ Foto-Struer
Keld Højmark Nielsen kan diske op med ekstra store julegaver til børn og børnebørn. For nylig røg der omkring 50.000 kr. ekstra ind på kontoen, og han kan se frem til en ekstra indtægt på 3.500 kr. før skat hver eneste måned.
58-årige Keld Højmark Nielsen er nemlig en af de fleksjobbere, som bad hans fagforening, Det Faglige Hus, tjekke kommunens beregninger. Socialrådgiver Line Drachmann Haag og hendes kolleger finder fejl i hver anden sag om flekslønstilskud, og Kelds sag var ingen undtagelse.
Arbejdsgiveren skal vurdere lønloftet
”Jeg får selvfølgelig ikke den samme timeløn i mit vicevært-fleksjob, som jeg ville have fået i en ordinær ansættelse, fordi jeg jo heller ikke kan udføre de samme opgaver. Kommunen udregnede imidlertid mit flekslønstilskud ud fra min lønseddel og ikke det beløb, som min arbejdsgiver havde oplyst, at jeg ville have fået under ordinære vilkår.
Nu 2 år efter er der endelig truffet en afgørelse i Ankestyrelsen, at det er arbejdsgiveren og ikke kommunen, der skal vurdere på lønloftet i mit job," siger Keld Højmark Nielsen.
Ønsker du at få vurderet dit flekslønstilskud, kan du kontakte Social Team
Han har knoklet, siden han gik ud af skolen som 14-årig. I mange år var han selvstændig, men han har også været ansat som lastbilchauffør, indtil han for nogle år siden var impliceret i en ulykke.
Fleksjob som vicevært
”Men allerede dengang var jeg mere eller mindre slidt ned efter mange år med transport af flygler og andre tunge instrumenter. Jeg kom i fleksjob som vicevært hos en advokat, der har udlejningsejendomme flere steder i landet, hvor jeg også istandsætter lejligheder i forbindelse med ud- og indflytning.
” I øjeblikket er jeg sygemeldt efter en arbejdsulykke. Jeg tog fat i et affaldsstativ, og så var det, som om der sprang noget oppe i skulderen. Det var muskulatur, der stod af. Jeg er blevet opereret i skulderen, men jeg er bange for, at jeg nu er færdig på arbejdsmarkedet. Det er ærgerligt, for jeg var meget glad for jobbet,” siger Keld Højmark Nielsen.
3.500 kr. mere om måneden
Han er som sagt uarbejdsdygtig, og derfor faldt efterbetalingen på et tørt sted. Efter Ankestyrelsens kendelse var kommunen nemlig nødt til hæve lønloftet for Keld Højmark Nielsen fra 17.631 kr. om måneden til cirka 21.600 kroner om måneden og acceptere en efterbetaling før skat på cirka 3.500 kr. pr. måned i de 2 år, hvor han været i fleksjob som vicevært.
Vi hjælper dig, hvis du kommer til skade på dit arbejde.
”Men hvorfor skulle jeg være den eneste, der er blevet snydt? Jeg tvivler da på, at Struer Kommune af egen drift også har ændret beregningspraksis og efterbetalt alle de andre fleksjobbere, som de har snydt, og at resten af landets øvrige kommuner også retter ind efter Ankestyrelsens afgørelse. Så når jeg nu står frem, er det for at gøre andre i min situation opmærksomme på, at de ikke uden videre kan stole på kommunens regnemetoder,” siger Keld Højmark Nielsen.
Bliver du snydt i fleksløntilskud?
I Det Faglige Hus oplever vi desværre, at kommunerne nogle gange udbetaler forkert fleksløntilskud. Vi hjælper dig derfor gerne med at tjekke, om løntilskuddet til dit fleksjob er korrekt.
Læs mere om fleksløntilskud.
Læs flere historier
Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået.