Nu er Jens i lære som tømrer

48-årige Jens Thaarup Christiansen fortalte sin vejleder i a-kassen, at han havde en drøm om at blive tømrer. En måned senere var han godkendt til uddannelsesløft på 110% af dagpengesatsen og var i gang på teknisk skole i Ringsted.

Der er sikkert mange, der ligesom Jens Thaarup Christiansen fra Ringsted går og drømmer om at skifte branche. Men det er de færreste, der ligesom ham har gjort drømmen til virkelighed.

”Jeg har været beskæftiget i restaurationsbranchen i 25 år og har arbejdet som både kok og tjener. Jeg har også været selvstændig en del af tiden. I mange år har jeg gået med drømmen om at blive tømrer, men man springer jo ikke bare fra et fast job til SU. Da det hele lukkede ned under corona, stod jeg pludselig for første gang i mit liv uden arbejde og skulle gøre brug af a-kassen,” fortæller 48-årige Jens.

Drøm om at skifte branche

Han mødte op i Det Faglige Hus – A-kasse i Ringsted og løb på vejleder Sara Høgh Sloth, der tilfældigvis befandt sig i receptionen. Jens forklarede, at han var fuldstændig ”grøn” som ledig, så de gik i fællesskab i gang med at udarbejde ledighedserklæring og andre dokumenter:

”Undervejs fortalte jeg om min drøm om at skifte branche. Sara fangede bolden med det samme og fortalte om muligheden for at få et uddannelsesløft på en sats, der svarer til 110% af dagpengene.

Hun hjalp mig med at få en RKV, en Realkompetencevurdering, hvor man undersøger, hvad jeg har med i rygsækken i forhold til et brancheskift. Nu ligger restaurationsbranchen jo temmelig langt fra tømrerfaget, men mine mange års erhvervserfaring betød, at jeg kunne skære et år af min læretid,” fortæller Jens.

Det kørte på skinner både i a-kassen og jobcentret

Jens beskriver selv forløbet som en aha-oplevelse, hvor tingene kørte meget mere på skinner i både a-kassen og i det lokale jobcenter, end han forestillede sig. For blot en måned efter hans første møde i a-kassen stod han på teknisk skole i Ringsted og slog de første søm i:

”De første 20 uger er jeg på teknisk skole, og lige nu er jeg i kontakt med en tømrermester med henblik på at få en praktikplads. Det kan være sin sag at få en 48-årig lærling, men omvendt har jeg en masse andre kompetencer, som en 16-årig ikke har. Hvis alt går vel, har jeg et svendebrev i oktober 2025.”

Jens er gift og har 2 børn. Familien har bakket ham op fra første færd, og som en sidegevinst har de nu Jens meget mere hjemme om aftenen og i weekenden.

Få dagpenge under et uddannelsesløft

Vejleder Sara Høgh Sloth understreger, at det er vigtigt at få udbredt kendskabet til uddannelsesløft, fordi det er en enestående mulighed for ledige, der som Jens vil forfølge en drøm om et brancheskift eller bare til at skifte til en anden branche med større efterspørgsel på arbejdskraft.

”Der kommer fx til at mangle 100.000 mennesker med en erhvervsuddannelse i år 2030, og allerede nu er jobmulighederne rigtig gode.

Så er du fyldt 30 år – har en forældet uddannelse eller er ufaglært og har ret til dagpenge, er der mulighed for at tage en erhvervsuddannelse, imens man får dagpenge. Og vi står altid klar med information og rådgivning,” siger Sara Høgh Sloth.

Læs flere historier

Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået. 

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9303
Vores telefoner er lukket
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket