Troels ventede 7 år på at få sin arbejdsskadeerstatning

Det er en belastning, såvel psykisk som økonomisk, at skulle vente i hele 7 år på af få afgjort en arbejdsskadesag, og det tager tid at få genskabt en normal hverdag, hvor det er livskvaliteten, der får overtaget. Men der er lys for enden af tunnelen, siger Troels Boesen.

Troels Boesen glemmer aldrig den 7. februar 2011, hvor han som chauffør på en pengetransport netop havde hentet omsætningen i en Fakta-butik.

Det var ved 11-tiden om formiddagen, og idet han ville forlade butikken og gå ud til sin pansrede bil i baggården, blev ham ramt i hovedet af en aluport.

Læs mere om den kollektive heltidsulykkesforsikring i Det Faglige Hus

”Jeg kiggede op, idet porten røg ned, så den ramte mig i panden. Porten kom med stor kraft, og det gjorde vildt ondt. Man burde vel have kørt hjem efter sådan en omgang, men det ville blive alt for bøvlet med ombytning af nøgler til en kollega, så jeg fortsatte indtil fyraften,” fortæller 48-årige Troels Boesen fra Ebeltoft.

Fejl på aluporten

Han er oprindelig uddannet murer og havde kun været ansat i vagtfirmaet i et halvt års tid, da uheldet skete. På grund af slaget i panden blev han sygemeldt med kraftig hovedpine og smerter i armen, og kort tid efter blev han afskediget fra sit job.

”Det er ikke i orden, at man bare kan fyre folk, der er sygemeldte på grund af en arbejdsskade. Jeg passede jo bare mit arbejde,” siger Troels.

Det blev relativt hurtigt dokumenteret, at der var en fejl i den elektriske aluport. Derimod har det trukket i langdrag med at få arbejdsskadesagen afsluttet, fordi Troels’ skader i nakken ikke er så synlige og dokumenterbare som eksempelvis et brud, og fordi man fra kommunens side først skulle have afklaret hans fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet, inden Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kunne træffe en endelig beslutning om erhvervsevnetabserstatningen.

Mere erstatning på vej

Det er så afgjort nu – som sagt 7 år efter, at Troels kom til skade. Advokat i Det Faglige Hus, Britta Thorsø, har desuden opgjort et differencekrav efter Erstatningsansvarsloven på 676.000 kr.

Differencekravet er altså en yderligere erstatning, som Troels har krav på, fordi porten hos Fakta-butikken havde en fejl, som Fakta burde have repareret, inden Troels kom til skade. Fakta har derfor et ansvar for, at Troels kom til skade, og deres forsikring dækker kravet efter Erstatningsansvarsloven. Lige nu afventer Troels, at også den del af sagen bliver afsluttet.

Belastende lange ventetid

"Arbejdsmarkedets Erhvervssikring oplyser, at man bestræber sig på at få sagerne afgjort i løbet af 1-2 år, men desværre ser vi eksempler på, at de strækker sig over en periode på lige så mange år som Troels’ sag.

Udover følgerne af selve arbejdsskaden bliver de pågældende på grund af den lange ventetid også udsat for et psykisk og økonomisk pres,” siger arbejdsskadekonsulent i Det Faglige Hus, Jan B. Sørensen, der har afsluttet arbejdsskadesagen for Troels.

Læs mere om, hvordan vi kan hjælpe med din arbejdsskadesag

For Troels har sagen også været en personlig belastning, ikke mindst fordi han før ulykken var hovedforsøger i sin familie med kone og 3 børn i dag 14, 17 og 19 år.

”Det er jo ikke kun mig, der bliver ramt. Jeg ændrede mig som person på grund af smerter og var ikke længere den far og ægtemand, som de kendte inden ulykken. Økonomisk var det heller ikke nemt, og vi har også haft 3 konfirmationer i den periode, som skulle betales.”

”Så erstatningerne falder på et tørt sted. Vi har råd til at få en ny bil og få renoveret badeværelset. Det har der heller ikke været penge til. Samtidig har jeg fået et alletiders fleksjob som pedelmedhjælper på Dansk Supermarkeds kursuscenter her i Ebeltoft. Så der er lys for enden af tunnelen.”

Læs flere historier

Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået. 

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9305
Vores telefoner er lukket
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket