Cookies hjælper os med at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at besøge vores website accepterer du vores brug af cookies.
Du kan læse mere her.
OK

Mai-Britt måtte slås for godtgørelse fra LG

Lønmodtagernes Garantifond krævede, at Mai-Britt Dalby skulle fremlægge sin oprindelige ansættelseskontrakt fra 1978 for at udbetale fuld fratrædelsesgodtgørelse. Mai-Britt havde faktisk vinket farvel til godtgørelsen, men Det Faglige Hus gav ikke op.

Foto: Mai-Britt Dalby. Fotograf: Michael Vienø.

Det var en lang og sej kamp, før Lønmodtagernes Garantifond (LG) endelig betalte Mai-Britt Dalby fra Rødovre den fratrædelsesgodtgørelse, som hun havde krav på efter 40 års ansættelse. LG var nemlig meget strikse med hensyn til dokumentationen for det langvarige ansættelsesforhold.

Mai-Britt Dalby, der er 62 år, blev ansat i 1978 og havde netop haft 40 års jubilæum, da Spar-købmanden i Brønshøj måtte give op og dreje nøglen om. Med så mange års anciennitet havde hun krav på 3 måneders løn i fratrædelsesgodtgørelse, men så nemt skulle det ikke gå hos LG, der ikke ville anerkende en fratrædelsesgodtgørelse af denne størrelse. 

De krævede, at Maj-Britt kunne fremvise en kopi af sin oprindelige ansættelseskontrakt. En bekræftelse om det langvarige ansættelsesforhold fra den tidligere arbejdsgiver ville LG heller ikke acceptere som gyldig dokumentation.

Den oprindelige kontrakt var væk

For at få en måneds godtgørelse skal dokumenter dokumentere mindst 12 års ansættelse, og Mai-Britt fandt heldigvis en kontrakt i sine gemmer, der var dateret tilbage i 2002. Med den i hånden var hun i det mindste sikret en måneds godtgørelse.

”Men den oprindelige kontrakt fra 1978 havde jeg da ikke. Jeg havde fået flere nye kontrakter under min ansættelse, og jeg var også blevet skilt og var flyttet fra vores hus i Brønshøj i mellemtiden. Jeg havde faktisk opgivet at få de sidste 2 måneder med, men faglig konsulent Susan Madsen fra Det Faglige Hus var ikke sådan at slå ud,” fortæller Mai-Britt Dalby.

Susan Madsen fortæller, at Det Faglige Hus ikke behøvede at dokumentere 40 års ansættelse, men ”blot” 17 år, fordi det er den periode, der skal til for udløse den store godtgørelse. Med 2002-kontrakten var de 16 år i hus, men der manglede dokumentation for et år.

Indbetaling af ATP-bidrag var vigtig dokumention

”Susan Madsen foreslog, at jeg skulle gå på nettet og lave en liste over alle ATP-indbetalingerne gennem min ansættelse, og nu kunne vi så dokumentere, at der var indbetalt ATP-bidrag fra den samme arbejdsgiver over en lang årrække," fortæller Mai-Britt.

Susan Madsen tilføjer dog, at LG ikke entydigt kunne lægge ATP-oversigten til grund, men alle papirerne taget i betragtning, anerkendte de til sidst, at Mai-Britt havde været ansat det samme sted i mere end 17 år.

”En ekstra godtgørelse svarende til 2 måneders løn luner da gevaldigt lige op til en ferie. Susan er virkelig grundig og stædig. Uden hende havde jeg ikke fået pengene," siger Mai-Britt.

Mai-Britt fik nyt job i et andet supermarked kort efter Spar-butikkens lukning.

”Der var jeg kun i 2 måneder, da der kom et ledigt job i Brugsen på Brønshøj Torv. Her har jeg altid haft lyst til at komme op, hvis jeg skulle prøve noget andet end det job, som jeg havde.”

Læs flere historier

Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået.