Marianne fik stoppet ulovlig modregning i tilskud

Marianne Jørgensen fra Falster blev i 8 år trukket næsten 1.000 kr. om måneden i fleksløntilskud, fordi hun udlejede sit hus i Nørre Alslev. Marianne protesterede flere gange, men det var først, da Det Faglige Hus gik ind i sagen, at kommunen ændrede sin ulovlige praksis.

Foto: Marianne Jørgensen. Fotograf: Birger Storm

Marianne Jørgensen var bare 27 år gammel, da hun i 2006 blev visiteret til fleksjob som følge af slidskader i skulder og ryg. Og som om hun ikke havde rigeligt med bekymringer over helbredet, så har kommunen uden lovhjemmel trukket hende næsten 1.000 kr. om måneden i fleksløntilskud.

Slidskader i skulder og ryg

Marianne er oprindeligt uddannet som butiksassistent i SuperBrugsen, men skiftede efter endt uddannelse til et job i et gartneri. Men jobbet var hårdere, end kroppen kunne holde til, så i 2006 havde hun fået så voldsomme slidskader i skulder og ryg, at hun blev visiteret til fleksjob.

”Det var en arbejdsbetinget lidelse, men jeg fik den aldrig godkendt som sådan. Jeg fik også nej til revalidering, og efter arbejdsprøvning i en butik med børneudstyr tilbød de mig et fleksjob. Jeg fik arbejde som køkkenassistent i en børnehave og havde det job indtil for 1 år siden.

Det var for hårdt for min ryg, og jeg blev indstillet til en rygoperation, som dog blev aflyst på grund af corona. Efter 2 måneders sygemelding gik det op for mig, at jeg ikke kunne holde til det job længere,” fortæller Marianne.

Hun er visiteret til 20 timers arbejde om ugen, og efter en periode med 2 ansættelser samtidig, har hun nu udelukkende job som serviceassistent med rengøring og andre serviceopgaver i en virksomhed.

Lejeindtægten blev modregnet

”Da jeg under et jobskifte kom over på den nye fleksjobordning, sagde fleksjobkonsulenten, at jeg skulle modregnes for lejeindtægten på mit hus i Nørre Alslev. Det bruger jeg ikke, da jeg bor hos min kæreste.

Jeg har protesteret flere gange, for jeg havde jeg ingen egentlig fortjeneste på at leje ud. Under mit seneste jobskifte fik jeg en ny konsulent, som sagde, at jeg kun skulle modregnes for de indtægter, som fremgår af min selvangivelse. Derfor kontaktede jeg Det Faglige Hus.”

Det var socialrådgiver Rikke Heide Piehl Petersen, der fik Mariannes sag. Rikke skaffede sig et samlet overblik over sagen og rejste et krav over for Guldborgsund Kommune. Marianne har nu fået en efterbetaling for de sidste 3 år på 33.000 kr., som der skulle trækkes skat af.

Man tror jo på, hvad kommunen siger

”Jeg er bestemt glad for de 21.000 kr., der var tilbage efter skat, men jeg er lidt ærgerlig over, at jeg hen over årene mistede så mange penge i fleksløntilskud, bare fordi man som fleksjobber tror på alt det, som de siger på kommunen. Min sag dokumenterer, at det kan betale sig at være medlem i fagforeningen i Det Faglige Hus.”

”Jeg er helt overvældet over det kæmpestore arbejde, som Rikke har udført. For mig syntes det helt uoverskueligt med så mange lønsedler, som der skulle til for at få overblik over, hvor meget jeg var blevet snydt for. Men det havde Rikke helt styr på,” siger Marianne Jørgensen.

Læs flere historier

Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået. 

 

Har du spørgsmål?

Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage. Formularen sendes via en sikker forbindelse.

Skriv til os som medlem
Send en besked via MIT detfagligehus

Ring til os
Vi svarer gerne på dine spørgsmål telefonisk. Ring alle hverdage fra kl. 8.00 på tlf. 7610 9305.