Kirsten måtte slås for pensionsindbetaling

Kirsten Karamallakis fra Esbjerg rykkede igennem halvandet år sin arbejdsgiver for at få de pensionsindbetalinger, som parterne havde aftalt ved hendes ansættelse. Til sidst måtte Det Faglige Hus ind over og true med en stævning.

Foto: Kirsten Karamallakis

Mange lønmodtagere glemmer at tjekke, om deres arbejdsgiver nu også får indbetalt de pensionsbeløb, som er angivet på lønsedlen. Men hvad gør man, når arbejdsgiveren mere eller mindre nægter at sætte pengene til side?

Da 48-årige Kirsten Karamallakis blev ansat som marketings- og salgsassistent i et firma med salg af skønhedsprodukter, var hun den første fuldtidsansatte på kontoret. I hendes ansættelsesbrev var der aftalt en 12 % pensionsordning, hvor arbejdsgiveren skulle indbetale to tredjedele, mens Kirsten skulle trækkes for resten.

Test din pensionsalder, og hvor meget du skal spare op til din pension.

Rykkede flere gange

”Jeg konstaterede ret hurtigt, at der ikke blev sat pension til side. Jeg blev ikke trukket for min andel på lønsedlen, og på www.pensionsinfo.dk kunne jeg se, at arbejdsgiveren heller ikke havde indbetalt sin del. Jeg rykkede flere gange og fik en forklaring om, at de først skulle finde ud af, hvilken pensionsordning de ville anvende. Efter halvandet års ansættelse og en sludder for en sladder sagde jeg så, at hvis ikke der skete noget, så ville jeg kontakte min fagforening. Det kunne jeg bare gøre, lød svaret”, fortæller Kirsten.

Der gik dog ikke lang tid, før hun blev opsagt med ”svigtende omsætning” som begrundelse, og de måtte derfor nedlægge Kirstens stilling. Pensionen havde hun stadig ikke fået, og beløbet var i mellemtiden nået op på 75.000 kr.

Læs også om, hvor ofte du skal tjekke op på din pensionsopsparing.

Det var advokat Raji Kiruba fra Det Faglige Hus, som herefter overtog dialogen med arbejdsgiveren, der havde et helt andet syn på, hvorfor Kirsten ikke havde fået sin pension.

”Arbejdsgiveren hævdede, at det var Kirstens egen skyld, fordi hun ikke selv havde oprettet en pensionsordning, som de kunne indbetale pengene til. Firmaet måtte dog erkende, at dette ikke var Kirstens, men deres opgave.

Forlig på 70.000 kr.

Dernæst forsøgte de også at slippe for at betale de 25.000 kr., som jo var Kirstens andel, men den gik heller ikke. Inden det nåede så vidt som til en stævning, endte vi med et forlig på 70.000 kr., og pengene er indbetalt”, fortæller Raji Kiruba.

Hvis du ligesom Kirsten kommer i tvivl, om din arbejdsgiver får indbetalt pension, kan du nemt og hurtigt tjekke det på www.pensionsinfo.dk.

”Både den nuværende og tidligere bogholder bekræftede min udlægning af forløbet, og selvfølgelig skal arbejdsgiveren også udrede min del af pensionen, når de ikke har styr på tingene. Jeg er godt tilfreds med udfaldet og er heller ikke ked af at have mistet mit arbejde. Der var ikke et særligt godt arbejdsmiljø i den virksomhed," siger Kirsten Karamallakis.

Hun var kun ledig i ganske kort tid, før der var en ny arbejdsgiver, som ville gøre brug af hendes kompetencer inden for salg af skønhedsprodukter.

Læs flere historier

Læs flere historier, hvor vores medlemmer fortæller, om den hjælp de har fået. 

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9304
Vores telefoner er åbne
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket