Beniamin fik kun en brøkdel af den aftalte bonus

Beniamin Aizman blev ansat som køkkensælger, men da den aftalte bonus ikke blev udbetalt efter 1 år, tog han fat i Det Faglige Hus, der hev arbejdsgiveren i retten. Det endte med et forlig, hvor Beniamin fik udbetalt 65.000 kr.

Foto: Beniamin Aizman

49-årige Beniamin Aizman var dygtig til sit arbejde som køkkensælger i hovedstadsområdet og undrede sig derfor over, at han ikke fik udbetalt den bonus, som han havde aftalt med sin arbejdsgiver ved ansættelsen i januar:

”Jeg gjorde flere gange opmærksom på, at jeg var utilfreds, og at det ikke var det, jeg havde skrevet under på i kontrakten.”

Men der var mange undskyldninger, og det lykkedes arbejdsgiveren at holde Beniamin hen, mens det ene kvartal afløste det næste, uden at den lovede bonus kom.

”Så gik sommerperioden også uden det store salg, og så nåede vi hen i slutningen af året. Jeg tænkte, at nu får jeg endelig min bonus. Jeg ville jo også godt give ham en chance for at vise, at han holdt ord. Men den bonus, jeg langt om længe fik, var kun en lille brøkdel af det, vi havde aftalt,” fortæller Beniamin.

Hev arbejdsgiveren i retten

Han ønskede i starten ikke at sige sit job op, da han jo var nyansat og skulle forsørge en familie. Efter 1 år fik han dog nok af arbejdsgiverens undskyldninger og med hjælp fra advokat Lars Gadgaard i Det Faglige Hus hev han den stædige og modvillige arbejdsgiver i retten.

Advokat Lars Gadgaard oplever ofte, at medlemmerne bliver glade for at få rettens ord for, at det, der er sket, ikke var ok. ”Det kan godt være, at bonusaftalen ikke var helt klar, men den kan ikke retfærdiggøre, at Beniamin ikke fik mere i bonus. Retten tilkendegiver da også, at de er fuldkommen enige i, at der skulle betales mere, end der var, selvom det er svært at udregne beløbet nøjagtigt,” forklarer advokat Lars Gadgaard.

”Det er vigtigt, at man er enige om lønnen, inden ansættelsen starter. Du skal være opmærksom på, at der er helt klare aftaler for en bonusordning. Hvis der ikke er det, kan du nemlig let tro, at du kan komme til at tjene rigtig meget, hvorimod arbejdsgiveren kommer frem til, at der skal udbetales 0 kr. i bonus,” advarer advokat Lars Gadgaard.

Stod fast på sin ret

”Jeg er glad for den hjælp, jeg fik af fagforeningen. Det var meget professionelt. Der var ingen slinger i valsen, og jeg fik at vide, hvad det kunne ende med – både godt og skidt. Jeg blev holdt i hånden hele vejen, og Lars var super god. Han var oppe imod 3 advokater fra Dansk Industri,” fortæller Beniamin.

På et tidspunkt oplevede han, at modpartens advokat spurgte, om han kunne nøjes med et meget mindre beløb, måske ca. 5.000 kr., og at det var bedre end ingenting, og så kunne de afslutte sagen.

”Men der sagde Lars bare helt koldt ’Du skal ikke positionere dig over for min klient’, og så holdt han straks mund. Senere tilbød de også at indgå et forlig på 30.000 kr. som deres maksbeløb. Men også denne gang holdt Lars fast. Han rykkede sig ikke, heller ikke da de truede os med Landsretten,” fortæller Beniamin begejstret.

Forlig på 65.000 kr.

Trods den hårde forhandling lykkedes det til sidst at indgå et forlig på 65.000 kr. Beløbet indeholdt bl.a. en godtgørelse på 10.000 kr. for en mangelfuld ansættelseskontrakt.

”Jeg ville gerne indgå forliget for at få det ud af verden, og vi endte med et beløb, som jeg er vanvittig glad for og tilfreds med. Så jeg har kun kæmpe ros til Lars. Jeg anbefaler gerne andre at blive medlem i Det Faglige Hus,” afslutter Beniamin glad.

Han sagde selv jobbet op og fandt hurtigt en tilsvarende stilling ved Svanekøkkenet i Køge: ”Jeg havde jo været med til at starte butikken op, og det gik rigtig godt, så det var let at finde nyt arbejde. Min tidligere arbejdsgiver ville jo heller ikke fyre mig. Men det er jo bare en dum måde at drive virksomhed på. Man taber jo sine bedste sælgere på det, når man prøver på at snyde dem.”

Vi er klar til at hjælpe dig

Skriv til os
Skriv til os i MIT detfagligehus. Vi svarer senest dagen efter, du har skrevet til os - dog undtaget weekend og helligdage.
Skriv til os
Ring til os på 7610 9304
Vores telefoner er lukket
Tlf. åbningstider i denne uge
Mandag08:00 - 17:00
Tirsdag08:00 - 17:00
Onsdag08:00 - 17:00
Torsdag08:00 - 17:00
Fredag08:00 - 14:00
Lørdaglukket
Søndaglukket