Mere end bare salg
Det gode ved vores arbejde er, at vi skræddersyr løsninger til den enkelte. Vi føler, at vi hjælper medlemmerne. Det er ikke bare salg.
Er du motiveret af at hjælpe, skabe langvarige relationer og arbejde hen imod et fælles mål i et tæt team? Så er jobbet som salgs- og loyalitetskonsulent i Esbjerg måske noget for dig. Her er fokus på skræddersyede løsninger og fællesskab.
Mød Naim, som er uddannet finansøkonom og blev ansat som salgskonsulent i Salg og Loyalitet i Det Faglige Hus lige efter sin uddannelse. Han fremhæver, at jobbet i afdelingen adskiller sig markant fra traditionelt salgsarbejde.
Skræddersyede løsninger og service
I Salg og Loyalitet er det medlemmernes behov, der er i centrum. Naim understreger, at de går op i at finde de helt rigtige løsninger:
”Det gode ved vores arbejde er, at vi skræddersyr løsninger til den enkelte. Vi føler, at vi hjælper medlemmerne. Det er ikke bare salg,” fortæller Naim.
Dette fokus på det fælles resultat skaber en unik kultur, hvor ingen tænker på sig selv: ”Det er ikke typisk sælgerarbejde, hvor man bare tænker på sig selv. Vi har et fælles mål og arbejder mod et fælles resultat,” siger Naim.
Fællesskab er vejen til succes
Når arbejdsdagen primært foregår i telefonen, er det kollegiale fællesskab afgørende for energien og humøret. Ifølge Naim er de ikke bare kolleger:
”Når man taler i telefon hele dagen, så er det vigtigste, at vi har hinanden. Det holder humøret oppe,” forklarer han og tilføjer: ”Vi er ikke bare kolleger, vi har også et godt venskab og laver ting sammen uden for arbejdstiden.”
Holdet er gode til at støtte hinanden, også når dagen er svær: ”Hvis vi har en svær dag i salgsarbejdet, så bakker vi altid hinanden op, så vi får energien igen,” lyder det fra Naim. Dette skaber også rum for faglig vækst: ”Vi er gode til at motivere hinanden, så vi udvikler os og bliver dygtigere til vores arbejde,” siger han.
Desuden er der plads til, at alle kan passe ind: ”Der er plads til alle typer i vores afdeling. Vi er meget forskellige, men alle kan passe ind hos os.” Naim nævner også, at når man har været der noget tid, ”så bliver man en foregangsmand, der hjælper kollegerne.”
Der er også mulighed for at genoplade batterierne i løbet af dagen: ”Vi må gerne tage en pause, når vi har brug for det med fx et spil bordtennis. Det giver ny energi, når vi får et godt grin og brugt kroppen.”
Ledelse i øjenhøjde
Relationen til lederen er tæt og bygget på tillid, hvilket Naim vægter højt.
”Vi har den bedste chef, som møder os i øjenhøjde. Han kommer rundt til os alle sammen hver dag,” fortæller Naim. Den imødekommende lederstil er med til at skabe en uformel og tryg atmosfære: ”Vores chef er ikke ’slipsetypen’ – han er ligesom os, og derfor har vi stor tillid til ham.”
Naim føler sig værdsat, og det mærkes helt fra toppen: ”Vi føler os værdsat i jobbet – også af den øverste ledelse,” siger han. Lederen viser, at medarbejdernes trivsel er i fokus, også uden for arbejdet: ”Vores chef viser overfor os, at vi er vigtige. Det betyder noget for ham, at vi har det godt - også privat.”
Andre fordele i jobbet, Naim fremhæver:
-
Et godt samarbejde med kolleger i andre afdelinger, som altid hjælper, hvis der er spørgsmål.
-
En følelse af, at alle er lige i hele huset, uanset hvilken baggrund man har.
-
En fremragende kantineordning: ”Vores kantine er virkelig god – så god mad får man bare ikke andre steder. Der er altid noget, som alle kan lide.”
Hvis du søger et dynamisk salgsjob, hvor hjælpsomhed og kollegial opbakning er lige så vigtigt som resultaterne, så er Salg og Loyalitet et sted, der venter på dig.
Dine vilkår er i top
Vores medarbejdere fortjener de bedste ansættelsesvilkår når de arbejder hos os.
Ledige stillinger